Nicolai Larsen: EL er cremen på kagen

Kategorier

Nicolai Larsen bliver her hyldet af publikum i Right to Dream Park efter sin flotte kamp mod AIK.

Foto: Rie Neuchs

– Vi skal gøre alt for at komme videre i Europa League. Det er sæsonens største kamp indtil videre, siger FCN-keeper Nicolai Larsen før torsdagens returkamp i Stockholm mod AIK.

Nicolai Larsen stod en pragtkamp i torsdags, da FCN vandt 1-0 i det første opgør hjemme mod AIK Fotboll. Den 27-årige målmand reddede blandt andet et straffespark og holdt clean sheet med endnu et par gode parader. Og i søndags fulgte han og resten af FCN-holdet så op med 3-0 sejr over Vendsyssel og dermed altså to kampe i træk uden mål imod sig.

Det er en super ballast at tage til Stockholm med, og Nicolai Larsen glæder sig:

– Clean sheet betyder selvfølgelig ekstra meget for en målmand. Det er som at score for en angriber. Og lige nu er det da også så simpelt, at holder vi nullet mod AIK, så går vi videre. Men personligt betyder clean sheet ingenting for mig i forhold til, hvor vigtigt det er, at vi går videre. Det handler om, at vi leverer en præstation som hold, der kan bringe os i 3. runde.

– Indtil videre er kampen i Stockholm mod AIK sæsonens vigtigste kamp, for Europa League er ligesom cremen på kagen. Men det er en balancegang for os hele tiden, for vi skal også holde fokus på Superligaen. Det er vanvittigt vigtigt, at vi også vinder kampe i Superligaen og er med der, for ellers får vi jo ikke chancen for at spille Europa League igen næste år. Heldigvis viste vi med sejren over Vendsyssel, at vi kan begge dele, og nu er fokus 100% på et godt resultat mod AIK, lover Nicolai Larsen.

– Vi ved godt, at det bliver en svær kamp. AIK viste som forventet i den første kamp, at det er et stærkt hold, der kan gøre ondt på os. Men det gjorde vi også på dem. Man kunne godt se, at flere af deres spillere har været på de store herregårde, så ud fra det skal vi være meget tilfredse med 1-0 sejren og et godt udgangspunkt. De havde chancer til at score et par gange mod os i hjemmekampen, men vi skabte også chancer til mere end et mål.

– Nu gælder det om at udnytte positionen og spille klogt. Får vi bare puttet en enkelt ind, skal de op og score tre gange for at slå os ud. Og skulle de komme foran med et mål eller to, vil vi stadig have chancen for at slå igen med et afgørende udebanemål, siger Nicolai Larsen, der kun er passeret i alt tre gange i FC Nordsjællands første seks kampe i denne sæson.