Mini: Vi skal nok få samlet kræfter mod Brøndby

Kategorier

Mads Mini Pedersen med den vinderattitude, der har kendetegnet FCN-mandskabet i lang tid.

Boesenfoto.dk

Der var lidt trætte og ømme ben i FCN-lejren ved dagens lette træning i Right to Dream Park, men der var brede smil hele vejen rundt efter triumfen i Stockholm. Og nu gælder det Superligaen ude mod Brøndby søndag kl. 18.00.

Sæsonen er kun tre uger gammel, og FCN har allerede spillet syv kampe, men hele truppen nyder det. Anfører Mads Mini Pedersen siger:

– Det er bare dejligt at spille mange kampe. Der er ikke noget federe for en fodboldspiller end at spille kampe, og lige nu er vi i gang med at lære at håndtere to turneringer samtidigt. Det har vi ikke prøvet før, men det er sjovt, og det udvikler os. Nu venter en ny svær opgave i Brøndby på søndag, og vi skal nok få samlet kræfter til den kamp også.

– Det kan godt være hårdt fysisk at spille to kampe om ugen, men mentalt er det altid at plus at vinde. Så føler man sig mindre træt, og vi får også et ekstra boost af sejrene i Europa. Vi har ikke  tabt endnu i denne sæson, og vi skal også være ubesejrede, når vi forlader Brøndby stadion på søndag. Vi vil vinde i begge turneringer, og hidtil går det jo meget godt.

– Vi må skifte en hel del ud mellem kampene, men heldigvis har vi mange spillere, der bare kan træde ind på holdet, uden at det går ud over rytmen. Der er selvfølgelig altid lige nogle små relationer, der skal finpudses fra kamp til kamp, men jo mere vi prøver det, jo bedre bliver det, siger Mads Mini Pedersen.

Én af de spillere, der nok kan regne med mere spilletid mod Brøndby er 18-årige Nicklas Strunck, der har startet på banen i de seneste to Superligakampe og også kom ind i 2. halvleg mod AIK:

– Det er super med alle de kampe. På den måde kan mange flere af os se frem til mere spilletid, og det er dejligt. Jeg synes, vi lærer at veksle fint, så det også klikker, selv om der skiftes om på spillerne. Der kan være lidt problemer med relationerne i starten af kampene. Det så vi mod Vendsyssel, men hurtigt glider spillet igen. Der er hele tiden noget at se frem til, siger Nicklas Strunck.