FCN gav igen for lette mål væk

Kategorier

Mohammed Kudus voldte Partizans forsvarere store kvaler med sine udfordrende driblinger.

Foto: Getty Images

Ligesom i den første kamp kom FK Partizan for let til scoringer, og derfor hjalp det ikke, at FCN scorede to mål i Beograd. FCN tabte 2-3 og sammenlagt 3-5 til de mere effektive serbere.

FC Nordsjælland tog til Beograd for at jagte sin chance, selv om 1-2 nederlaget hjemme var et svært udgangspunkt. Men tigrene gik efter det og troede på det, og de fik en drømmestart, da Andreas Olsen allerede i det 9. minut scorede til 1-0 på et smukt opbygget angreb, hvor Mikkel Damsgaard servicerede med en perfekt bold i dybden.

Andreas Olsens iskolde og flotte afslutning signalerede den skarphed, FCN har savnet på det seneste. Den gyldne mulighed for at skabe et mirakel blev desværre  hurtigt sløset væk ved manglende skarphed i den anden ende af banen. Allerede to minutter efter FCN-scoringen, kunne Miletic helt upresset heade udligningen ind på et hjørnespark.

1-1 var stadig et fint udgangspunkt for FCN, der havde lang tid til at jagte det nødvendige udebanemål nr. to, men efter en halv times spil gik det helt galt med forsvarsfejl. Tre mand fik ikke tacklet store Rikardo Gomes, der prikkede bolden videre til en fri Marco Jankovic, og hans skud blev rettet af, da det ramte Mads Minis fod, så Nicolai Larsen i målet var chanceløs.

Øjeblikket efter var FCN tæt på at svare igen med en hurtig udligning, akkurat som Partizan havde gjort ved FCN-scoringen. Mohammed Kudus kørte rundt med hele det serbiske forsvar, og bolden havnede for fødderne af Godsway Donyoh, der desværre skød på stolpen. Og så fik Partizan i stedet foræret endnu et mål til 3-1 i det 35. minut på svag opdækning ved hjørnspark. Bolden sejlede uhindret forbi alle mand til Markovic, der let headede i nettet ved bagstolpen.

På det tidspunkt begyndte det at sejle en del for det unge FCN-mandskab, der dog slap til pause uden yderligere skrammer. Og heldigvis kom holdet styrket ud til 2. halvleg, hvor det rigtige fokus igen var tilbage. Partizan trak sig lidt mageligt tilbage på banen, og da Mikkel Rygaard og Jonathan Amon kom på banen efter en times spil, blev FCN-offensiven igen skarpere.

Rygaard skabte en stor chance med et indlæg, der kun lige manglede en hårtot for at gå i mål, og på et andet indlæg fra Mads Mini var Partizan tæt på at score selvmål, men bolden prellede af på overliggeren. Partizan havde også sine muligheder på kontraspil, og det blev en helt åben slagudveksling.

I det 76. minut fik Andreas Olsen trukket sig fri til sit signaturskud med venstrebenet, og keeper Stojkovic gav en ripost, som Jonathan Amon lynhurtigt var over og scorede på til 2-3. Det gav FCN nyt mod. Nu manglede der kun to mål for at komme videre, og udligningen burde have været en kendsgerning i det 79. minut, da Karlo Bartolec serverede midt for mål til en helt fri Mads Mini Pedersen, der desværre ramte bolden helt skævt.

Der var også tilløb til udligning i et par andre situationer, men det lykkedes ikke FCN at få den træffer ind, der for alvor ville have rystet serberne. Nu tog de stikket hjem med rutineret spil, hvor de med frispark trak tiden uafbrudt, indtil deres billet til næste runde var sikker, mens det europæiske eventyr sluttede for denne gang for FCN.

Set i bakspejlet kan de unge tigre kun takke sig selv for, at det bliver Partizan, der spiller om billet til gruppespillet mod Besiktas i næste runde, for FCN havde i begge kampe chancer nok til en sejr. Samlet endte det 3-5, men FCN burde have scoret flere mål på sine mange muligheder, og Partizan kom alt for let til de fleste af sine fem mål.

Defensiven led i luftrummet under savnet af Victor Nelsson, navnlig ved alle dødboldene, og det blev således meget kostbart, at han fik tre advarsler, heraf to meget tynde, i de første fem kampe, så han måtte afsone karantæne i Beograd.

Det blev til seks kampe for FCN i Europa League. De fire første gav sejre og gode point til Danmarks landeregnskab på UEFA ranglisten, og nederlagene på 1-2 og 2-3 til Partizan har det unge FCN-mandskab med garanti lært en masse af, som nu skal bruges i den videre udvikling af holdet.

Og så gælder det igen Superligaen allerede på søndag kl. 12 hjemme mod Vejle