Chokstart kostede dyrt for U/19

Kategorier

Målmand Rasmus From måtte udgå med en skade i slutningen af 1. halvleg.

FC Midtjylland scorede efter ganske få sekunder og kort tid senere til 2-0, og selv om FCN kom stærkt tilbage og dominerede kampen, lykkedes det ikke at ændre cifrene.

U/19 Liga: FCM-FCN 2-0 (2-0)
Mål: 1. minut 1-0. 13. minut 2-0.

Der var kun spillet 14 sekunder, da bolden lå i nettet bag målmand Rasmus From i lørdagens U/19 Ligakamp i Ikast mod FCM. Tigrene fik sundet sig oven på det chok, men efter knap et kvarters spil slog ulvene til igen med en scoring til 2-0, og herfra blev kampen særdeles vanskelig.

Ulveflokken samlede sig og stod lavt, så FCN trods en masse boldbesiddelse ikke fik skabt mange målchancer i resten af halvlegen. FCN lavede nogle taktiske ændringer i pausen og gik på banen til 2. halvleg med en masse ny energi og tro på tingene, men trods en voldsom spildominans og fire fem helt åbne scoringsmuligheder, lykkedes det desværre aldrig tigrene at få ændret på måltavlens triste cifre.

Cheftræner Kasper Kurland siger:

– Set fra et character perspektiv håndterede drengene situationen  godt, og vi tog troen med til 2. halvleg og spillede virkelig godt. Drengene klarede også de taktiske ændringer fint, og vi skulle have scoret flere gange. Det var kun på grund af dårlig afslutningskvalitet, at vi ikke fik scoret, for vi havde bolden hele tiden og skabte chancerne.

Næste opgave for U/19 Ligamandskabet er udekamp mod SønderjyskE lørdag 8. september kl. 12.30.

FCN U/17 har ikke spillet i denne weekend og skal også først spille næste kamp i Haderslev mod SønderjyskE lørdag 8. september kl. 14.45, altså lige efter U/19 holdet.