Strunck: Det var så vigtigt med en Superligasejr

Kategorier

Nicklas Strunck er spillet fri og knalder bolden i kassen til 1-0.

Foto: Rie Neuchs

– De overraskede os lidt med det høje presspil i starten, men da de blev trætte, fik vi plads, og det var dejligt at få scoret, siger 18-årige Nicklas Strunck, der nettede til 1-0.

Nicklas Strunck scorede sit første mål i Superligaen i foråret mod Silkeborg, og i dag kom så den næste træffer og en meget vigtig én af slagsen, for målet til 1-0 ti minutter pausen gav FCN ro over spillet:

– Vores spil var ikke godt i den første halve time. De overraskede os lidt med meget tætte markeringer og højt pres fra start. Og så fik de fat i en masse af 2. boldene. Men da de ikke fik udbytte af presset, blev de nok også selv lidt trætte, og efter en halv time følte jeg, at vi fik bedre fat og fik sat spillet, som vi gerne vil.

– Målet var resultat af et godt genpres, hvor vi vandt bolden og blev ved at spille fremad på alle pasninger. Det gav mig et stort rum i højre side, og heldigvis så Mathias det og spillede en flot bold frem, og det var dejligt at ramme den så godt og se bolden gå i kassen. Jeg har arbejdet meget med mit skud ved træningen, og det gav resultat. Jeg vidste lige præcis, hvordan jeg ville ramme bolden.

– Fra 2. halvlegs start fik vi Vendsyssel ud at løbe, og målet til 2-0 gav mere ro på det hele. Vi styrede spillet, og de havde ikke bolden ret meget i 2. halvleg før i de sidste ti minutter. Det var så vigtigt at få den første sejr i Superligaen, og det er da klasse at vinde 3-0, siger Nicklas Strunck.

Magnus Kofod Andersen fik i torsdags comeback efter en skadespause mod AIK i Europa League og scorede sejrsmålet til 1-0, og i dag løb han på banen som anfører for FCN for første gang nogensinde. Det kronede han med en pragtaflevering til 2-0 målet:

– Ja, det har været en god uge, konstaterede 19-årige Magnus Kofod Andersen med et stort smil:

– Det var en dejlig følelse at få lov at løbe på banen med anførerbindet om armen. Det er jo et led i vores måde at skabe ledere på holdet. Vi skal alle lære at tage ansvar og tænke på at hjælpe holdet bedst muligt. Og jeg føler da også ekstra ansvar, når jeg er anfører.

– Vi stressede lidt for meget i starten, men efter målet til 1-0 fandt vi vores spil. Ved målet til 2-0 nåede jeg lige at se “Andy” markere, at han ville løbe dybt, inden jeg modtog bolden, og så var det jo bare at smække den afsted. Det var et godt løb, han tog, løs det anerkendende fra dagens anfører.