Hjulmand: Vi skal holde bolden rullende hele tiden

Kategorier

Cliftonville vil gerne gøre det til en fysisk kamp. Det fik Mads Mini Pedersen at mærke her i det første møde i Belfast.

– Det gælder om at undgå for meget fysisk spil, og vi ved, at det kræver en topindsats for at få kampen på vores præmisser, siger FC Nordsjællands cheftræner før aftenens kamp mod Cliftonville FC.

Når den israelske dommer i aften kl. 19.30 fløjter op til Europa League kamp i Right to Dream Park, står FCN med et godt udgangspunkt for at spille sig i 2. kvalifikationsrunde. FCN vandt den første kamp 1-0 over Cliftonville FC i Belfast for en uge siden og vil altså gå videre med bare et uafgjort resultat.

Men FC Nordsjællands cheftræner Kasper Hjulmand og spillerne tager ikke let på opgaven af den grund. Det er ikke afgjort endnu, advarer Hjulmand:

– Vi har et godt udgangspunkt, men det er stadig en åben kamp mellem to meget forskellige hold. Hvis det lykkes dem at intimidere os med deres fysik og tungt spil, får vi det svært. Vi skal løbe og spille os ud af situationerne.

– Det gælder for os om spille og tænke hurtigt. Holde bolden rullende hele tiden og være klar med et stenhårdt genpres, så snart den er tabt. Hvis vi ikke gør det, er det også slået fast med syvtommer søm, at vi kan tabe kampen.

– Kampen i Belfast bekræftede, at Cliftonville er et hold med en enorm passion. De gejler hinanden op konstant, og vi skal være vågne hele tiden. Ellers finder de øjeblikke, hvor de kan slå til. Vi skal passe på ikke at give dem unødvendige standardsituationer.

– Men omvendt har vi også mange muligheder, hvis vi gør det rigtigt. Der er så meget plads bag deres forsvar, og det kan vi udnytte, hvis vi får bolden flyttet hurtigt nok rundt. Vi ved, at det kræver fuld fokus og en topindsats, og den er vi klar til at levere, lover Kasper Hjulmand.

Du kan købe billet til kampen HER