Flot kamp af FCN og tæt på sejr i Aarhus

Kategorier

Foto: fcn.dk

Det meget unge FCN-mandskab gik helt uimponeret til opgaven og kom hurtigt foran. Desværre fik tigrene ikke lukket kampen trods flere store chancer, og så fik AGF udlignet til 1-1.

18-årige Andreas Olsen har scoret en masse mål i træningskampene og et mål i hver af FC Nordsjællands Europa League kampe mod Cliftonville. Og efter kun fire minutters spil i den svære udekamp mod AGF kom så “Andys” første Superligakasse.

Mikkel Damsgaard lagde en fin bold frem i feltet, hvor Andreas Olsen brugte sin fysik til at få fat i bolden i nærkamp med AGF-anfører Pierre Kanstrup, og efter et smart træk, der satte Kanstrup som en saltstøtte lagde Andreas Olsen bolden iskoldt ind med højrebenet ved den bagerste stolpe.

Forinden havde AGF allerede i første minut haft et par farlige målchancer, hvor Nicolai Larsen var vaks ved havelågen og reddede bl. a. et godt forsøg fra Bror Blume, men efter det hurtige mål den anden vej til 1-0, kom der virkelig ro og styring over det unge FCN-mandskab, der med 21 år og 241 dage i gennemsnit var én af de yngste Superligaopstillinger nogensinde.

Maskinrummet på midtbanen var besat af 18-årige Nicklas Strunck og 17-årige Jacob Steen Christensen, og de gjorde det fantastisk flot sammen med resten af det velorganiserede FCN-hold, der gik helt uimponeret til opgaven, selv om de blev mødt af en særdeles festklædt Ceres Park, hvor fansene havde varmet op med fanmarch gennem byen og over 8.000 var samlet for at for at bakke “de hvi’e” op.

Det lod FCN sig langfra kyse af, og resten af 1. halvleg var en festlig forestilling med tigrene som den klart dominerende part. Begge hold skabte målchancer, og de fleste skabte FCN med stor kreativitet i det offensive spil. Både Mads Mini Pedersen, Andreas Olsen og Victor Nelsson på hovedstød efter et præcist hjørnespark fra Mikkel Rygaard havde forsøg, der gik lige forbi stolperne på det århusianske mål.
Mads Mini Pedersen var for første gang nogensinde udnævnt til anfører, men desværre måtte han udgå med en skade ti minutter før pausen og overlade pladsen til Clinton Antwi, der således fik sin Superligadebut efter debut i Europa League i torsdags. AGF kunne dog ikke finde huller i defensiven hos FCN af den grund og et skud forbi mål af Jakob Ankersen var det nærmeste hjemmeholdet kom udligning før pausen.

FCN kom også rigtig godt ud til 2. halvleg og satte sig igen på kampen. Desværre udnyttede de unge tigre ikke alle de fine chancer, de tilspillede sig. Mikkel Rygaard var rykket lidt længere frem på banen i dagens kamp og strøede om sig med gode bolde i samspil med de unge medspillere, og både Mikkel Damsgaard og Karlo Bartolec blev spillet helt fri til skud, som de desværre placerede lige forbi mål, og det samme gjorde Victor Nelsson med endnu et hovedstød.

Det lykkedes ikke FCN at få øget føringen i den gode periode, og så begyndte AGF at trykke på. I den sidste halve time blev FCN trykket lidt længere tilbage på banen og måtte leve på sporadiske kontraangreb. Det var tydeligt, at trætheden begyndte at melde sig efter et knaldhårdt kampprogram. Kampen i Aarhus var den fjerde på 11 dage.

AGF fik slået flere farlige indlæg og skabt flere fysiske dueller i straffesparksfeltet, men det meste fik FCN afvist, og Nicolai Larsen i målet tog sig sikkert af det, han skulle klare og lidt til. Men i det 71. minut var han dog chanceløs, da indskiftede Amini fik frit skud og ramte bagerste stolpe, hvorfra bolden sprang lige ud til en fri Jakob Ankersen, der let kunne nette til 1-1.

Det gav AGF blod på tanden, og FCN måtte kæmpe hårdt for at holde hjemmeholdet fra de helt oplagte chancer. Mod kampens slutning var det alligevel FCN, der forsøgte sig med et pres og fik spillet helt igennem til Karlo Bartolec, men  hans tværpasning tæt foran mål fik AGF clearet i sidste øjeblik. Og i stedet måtte FCN-keeper Nicolai Larsen trække en pragtredning frem i næstesidste minut, da Kasper Junker på en lang fremlægning  fik sig slidt fri af Victor Nelsson til frit skud tæt under mål.

Den redning sikrede FCN 1-1 og dermed den anden uafgjorte kamp i den nye Superligasæson, som også har budt på to sejre over Cliftonville i Europa League. Så efter fire kampe er tigrene fortsat ubesejrede og klar til på torsdag kl. 19.45 at tage imod det svenske storhold AIK i Right to Dream Park.

Det bliver et brag af en kamp. Køb billet HER.