Den spændende kamp mod AIK vises på TV3 sport

Kategorier

Lykkes det Karlo Bartolec og resten af FCN-holdet at slå Partizan kan tyrkiske Besiktas blive næste modstander.

Foto: Rie Neuchs

Torsdag kl. 19.00 er der i Stockholm kick off for den spændende returkamp mellem AIK og FCN i 2. kvalifikationsrunde i Europa League.

Det er nok de færreste FCN-fans, der kan tage turen med til Tele2 Arena i Stockholm en torsdag aften, men så kan de til gengæld glæde sig over, at kampen ligesom det første opgør i Right to Dream Park vises på TV3 sport.

Hvis du meget gerne vil se den spændende kamp sammen med andre FCN-fans, har Wild Tigers arrangeret, at kampen kan ses i FCN Fanbaren. Læs mere om det arrangement HER

FC Nordsjælland vandt den første kamp hjemme i Right to Dream Park i torsdags med 1-0 på den flotte træffer, Magnus Kofod Andersen satte ind efter bare 11 minutters spil. Dermed har FCN også et godt udgangspunkt for returkampen, der tegner til at blive nærmest uhyggeligt spændende.

Begge klubber varmede op med en sejr i søndags. FCN vandt hjemme 3-0 over Vendsyssel i Superligaen, mens AIK Fotboll sejrede 1-0 i Allsvenskan foran 14.000 tilskuere hjemme mod Kalmar på et mål på straffespark scoret af Henok Goitom, der fik chancen efter at Tarik Elyounoussi brændte fra 11 meter pletten overfor Nicolai Larsen i torsdags.

AIK Fotboll stiller altså igen op som ubesejret svensk tophold og har i hele 2018 kun forladt banen som taber den ene gang mod FCN i Right to Dream Park. Det var dog tæt på at gå galt for AIK i 1. kvalifikationsrunde, hvor holdet tabte den ordinære kamp hjemme mod Shamrock Rovers med 0-1, men så alligevel fik sikret billetten til denne runde med en scoring i den forlængede spilletid til 1-1.

Da AIK ikke fik scoret i den første kamp, vil et udebanemål til FCN i Tele2 Arena torsdag betyde, at tigrene kan gå videre, selv om de skulle tabe med et enkelt mål. Den samlede vinder af opgøret mellem AIK og FCN skal i 3. kvalifikationsrunde møde vinderen af opgøret mellem Partizan Beograd og Trakai fra Litauen. Her vandt serberne 1-0 hjemme i den første kamp.