FCN siger farvel til Petry og Mikkelsen

Kategorier

Boesenfoto.dk

Det er to erfarne FC Nordsjælland-drenge, som der skal tages afsked med når sæsonen slutter, og før kickoff til kampen mod FC København vil der blive sagt pænt farvel til Lasse Petry og Tobias Mikkelsen.

Tobias Mikkelsen og Lasse Petry har begge langt over 100 kampe i den røde FCN-trøje, og mens Mikkelsen har været i udlandet og spillet i andre danske klubber har Lasse Petry været i FC Nordsjælland og Farum Boldklub siden han var 14 år gammel.

For viceanfører Lasse Petry har det været en svær beslutning, men også en drøm at kunne få lov til at prøve sig af i en anden klub efter et forår, som er brugt på at bringe sig tilbage mod topformen.

’Det er selvfølgelig ikke en beslutning som er taget fra den ene dag til den anden. Jeg har været i klubben i mere end 11 år, og den betyder rigtig meget for mig. Jeg har vundet pokaler og titler, været med omkring Champions League og Europa League. Den har været med til at udvikle mig, og det er her jeg er blevet voksen. Jeg skylder en stor tak til rigtig mange mennesker, og hvem ved måske vender jeg tilbage igen. Det kunne være sjovt at kunne hjælpe klubben igen en dag.’

’Nu er det dog blevet tid til at prøve noget andet, og jeg er spændt på at se hvad fremtiden vil bringe. Først skal vi dog have gjort sæsonen færdig, og jeg glæder mig til den sidste kamp mod FCK,’ fortæller Lasse Petry.

For Tobias Mikkelsen bliver det anden gang at den nu 31-årige offensive spiller siger farvel til FCN. Første gang var tilbage i 2012 efter Mikkelsen havde været med til at vinde FC Nordsjællands første mesterskabs, og kort efter rykkede han mod Bundesligaen og Greuther Fürth. Men i 2016 vendte Mikkelsen hjem til FCN.

’FC Nordsjælland har altid været en klub hvor jeg befundet mig godt med en stil på banen der er tiltalende, og et godt omklædningsrum med gode mennesker. Det er en klub, som har bygget mig op og givet mig tillid og det vil jeg altid være taknemmelig for. Men det er heller ikke nogen hemmelighed at den sidste tid ikke har været perfekt med for lidt spilletid, og derfor er jeg selvfølgelig på udkig efter mere af den slags. Vi må se hvad det ender med, men jeg er klar på at tage på et eventyr.’

’Jeg vil gerne sige tak til alle i og omkring klubben, som har hjulpet mig og jeg vil forsat følge med i fremtiden, som ser lys ud med de mange unge og dygtige spillere som er på vej. Men præcis som Lasse siger, skal vi have afsluttet sæsonen godt før vi siger helt farvel,’ siger Tobias Mikkelsen.

Begge spillere går altså efter sæsonafslutningen på jagt efter nye klubber når deres kontrakter udløber, og det er der stor forståelse for hos sportschef Carsten V. Jensen.

’Det er to spillere som har tjent os fantastisk, de har levet efter klubbens værdier og har vel også selv været med til at udvikle dem og sætte dagsordenen både på og udenfor banen. Vi ønsker dem det bedste i fremtiden og sender dem afsted med de bedste anbefalinger,’ fortæller CV.

25-årige Lasse Petry har spillet i FC Nordsjælland i hele sin seniortid og er udviklet på klubbens U/17 og U/19 Ligahold, inden han i efteråret 2011 blev rykket op i Superligatruppen.

31-årige Tobias Mikkelsen har delt sine 138 kampe i to perioder. ”Toby” kom til FCN fra Brøndby i sommeren 2009 og var med i hele opbygningen af mesterholdet og med til at vinde pokalen to gange.

FC Nordsjælland ønsker begge spillere held og lykke i fremtiden og takker dem for deres indsats i klubben.

Boesenfoto.dk