1 vigtigt point som kan blive bronze værd

Kategorier

Alex Runarsson: Det var vores egen skyld, at vi ikke fik point i dag.

Boesenfoto.dk

FC Nordsjælland stod stærkt defensivt og fik 0-0 ude mod AaB på en dag, hvor offensiven var lidt bleg, og dermed er FCN foran FCK inden finalen om bronze på mandag i Right to Dream Park.

Det er ikke så tit, at man vil glæde sig over en målløs kamp, men som det udviklede sig i Aalborg i aften var det ene point for 0-0 et super resultat for FC Nordsjælland, der dermed overhalede FCK, som tabte hjemme med 0-2 til FC Midtjylland i den samtidige kamp.

Dermed er det FC Nordsjælland, der kan nøjes med uafgjort på sidste spilledag og alligevel få bronzemedaljer hængt om halsen på en tætpakket hjemmebane. Der ventes noget nær fuldt hus til kampen 2. Pinsedag kl. 18.00, og de sidste billetter bliver sikkert revet væk nu.

“Bronzefinalen” FCN-FCK bliver således en kamp, hvor vinderen sikrer bronze og dermed direkte billet til europæisk fodbold, og i tilfælde af uafgjort bliver det FC Nordsjælland. Det bliver en fantastisk spændende afslutning på en glimrende sæson og et Mesterskabsspil med mange højintense dramaer.

I efteråret var den en sprudlende offensiv, der banede vejen til toppen af Superligaen for FCN. Den har ikke stået helt så stærkt på det seneste, men så er defensiven trådt i karakter. Mod AaB gav FCN kun én eneste åben målchance væk. Det var i det 89. minut, hvor Rolim sled sig fri i feltet med en lidt heldig kontra, men så viste Alex Runarsson sin tårnhøje målmandsklasse med en pragtredning.

Selve kampen er der ikke meget at skrive hjem om. FCN havde kun få farlige forsøg, dog et par stykker mere end AaB, og set over hele kampen var 0-0 et ganske passende billede. Et enkelt godt skudforsøg af Godsway Donyoh var, hvad det blev til før pausen. I 2. halvleg kom der lidt mere gang i sagerne. Mathias Jensen satte AaB-keeperen på lidt arbejde med et direkte frispark, og så havde FCN-anføreren også et knaldhårdt fladt skud, der gik lige forbi mål.

AaB var ved at skabe en chance ved Jannik Pohl, men han helkiksede heldigvis sit skud, og så kunne FCN-forsvaret ellers afværge alt, så nordjyderne kun fik den nævnte mulighed ganske kort før tid.

FCN fik det ene point med sig hjem, og det kan vise sig at blive særdeles vigtigt. Hvor meget, det betyder, får vi svaret på mandag kl. 18.00 i Right to Dream Park. Kom og vær med til Pinsens store fodboldfest. Køb din billet HER mens du stadig kan nå det.