FCN mangler lige det sidste mod Brøndby

Kategorier

Jonathan Amon er tilbage efter sin skadespause og fik scoret i Beograd mod Partizan i torsdags.

Boesenfoto.dk

Igen gav FC Nordsjælland topholdet Brøndby en knaldhård og i en time en helt jævnbyrdig kamp, men så kunne tigrene ikke modstå presset længere på Brøndby stadion og tabte 1-3.

Det er næsten samme historie, som efter sidste søndags kamp i Right to Dream Park. FCN gik uimponeret til opgaven og udfordrede Brøndby, men denne gang desværre ikke helt frem til målstregen. På Brøndby stadion manglede tigrene lige det sidste for at skabe spænding til sidste fløjt.

Efter en helt lige 1. halvleg og 1-1 ved pausen blev et hjørnespark endnu engang begyndelsen til enden for FCN. Da Brøndby kom foran på hovedstød i det 61. minut, blev hjemmeholdet nærmest båret frem af de næsten 20.000 gulddrømmende tilskuere, og et lidt klodset straffespark lidt senere gav Brøndby et solidt rygstød med en føring på 3-1. Selv om FCN flot forsøgte at svare igen og skabte et par store chancer, blev det ikke til flere scoringer.

FCN måtte stille op uden den vante anfører, Mathias Jensen, der afsonede karantæne, og hans plads både på banen og som anfører overtog Lasse Petry, der spillede med stor autoritet i hele 1. halvleg. Efter et par nervøse minutter i starten fik FCN godt fat i spillet og lod Brøndby-spillerne løbe meget forgæves efter bolden.

Og pludselig ud af det blå opstod chancen til FCN i det 16. minut, da Benedikt Röcker jokkede i bolden på egen banehalvdel i en presset situation. Ernest Asante spillede den lynhurtigt i dybden til Jonathan Amon, der løb fra alle og nettede til 1-0 uden at levne Frederik Rønnow nogen chance.

Brøndby forsøgte at svare hurtigt igen. Pukki havde et farligt skud, som Alex Runarsson reddede i fornem stil, men efter 21 minutters spil var han chanceløs, da Kamil Wilczek efter et flot gennemspillet angreb hamrede bolden helt op i målhjørnet fra nært hold til 1-1.

Resten af 1. halvleg bølgede frem og tilbage med målchancer i begge ender af banen. Det var som for en uge siden særdeles underholdende og offensivt fra begge mandskaber. Pukki havde to målchancer mere, men det var FCN, der var tættest på en pauseføring, da Ernest Asante slap helt fri på en perfekt lopbold fra Mikkel Damsgaard. Asante vippede smart bolden over Rønnow, men desværre blev han tacklet lige før han kunne prikke læderet i det tomme mål. Forinden havde også Damsgaard haft en god mulighed på en bold fra Jonathan Amon.

2. halvleg startede med en giga chance til FCN skabt af Magnus Kofod, der rundede en fosvarer og fra baglinjen spillede skråt bagud, hvor to mand bare manglede en tåspids i at prikke bolden ind, og Karlo Bartolec til slut sparkede over mål. Men efterhånden som 2. halvleg skred frem, begyndte tigrene at være mærkede af Brøndbys “overfaldsfodbold”, der aldrig levner den boldførende spiller ro.

FCN fik ikke flyttet bolden hurtigt nok rundt til at skabe kontraangreb, og så blev Brøndbys pres tungere og gav flere dødboldsituationer. I det 61. minut kostede et hjørnespark igen et mål til modstanderne, som det har gjort så tit for FCN. Kamil Wilczek headede med stor kraft bolden i kassen til 2-1. Herefter var der lidt panik i FCN-forsvaret, hvor både Yttergaard og Nelsson måtte redde på målstregen.

I det 68. minut forsøgte FCN igen forgæves at cleare et indlæg, og da Jonathan Amon på kanten af feltet sparkede igennem efter bolden, ramte han i stedet Johan Larsson til et straffespark, som Pukki sikkert omsatte i mål til 3-1. FCN sendte nye kræfter ind, og både Nicklas Strunck og Mathias Rasmussen var med til at producere et par gode muligheder for reducering, men det lykkedes ikke at skabe ny spænding til sidst.

FCN har nu spillet to kampe mod guldfavoritterne og vist, at der er krummer i de unge tigre. Men de mangler stadig lige det sidste, når de er oppe mod Danmarks bedste hold. Nu gælder det om at øge niveau lidt mere og lægge nogle procent på i den spændende slutfase i Mesterskabsspillet.

Selv om FCK slap forbi i denne runde er bronzen langtfra forsvundet. Der er fire kampe til at slå tilbage, og det er alle opsatte på.