Flot detalje til sidst sikrede FCN-reserverne sejren

Kategorier

Mikkel Damsgaard blev matchvinder for FCN efter et super angreb lige sidst.

FCN og SønderjyskE gav hinanden en reserveholdskamp på højt niveau, og FCN sejrede 2-1 på et super angreb i sidste minut.

Med 2-1 sejren over SønderjyskE er FCN sikret billet til forårets medaljespil i Reserveholdsturneringen, selv om der stadig mangler en kamp. FCN topper nemlig nu gruppen sammen med OB, begge hold med 12 point for 5 kampe, og FCN spiller “finale” om gruppesejren i Right to Dream Park på næste mandag mod fynboerne.

Dagens hjemmekamp mod SønderjyskE blev afviklet i et højt tempo og med masser af fysik, som et gæstemandskab med mange Superliganavne var garant for. Men FCN formåede mange gange at spille sig flot ud af situationerne og lod bolden gøre arbejdet med hurtigt og boldsikkert pasningsspil.

Det var alligevel SønderjyskE, der kunne gå til pausen med en føring på 1-0, skabt af et skud fra spids vinkel efter et kvarter, efter at FCN havde styret det meste forinden. Jonathan Amon udfordrede igen og igen det sønderjyske forsvar, men desværre kom FCN-spillerne aldrig først på bolden i feltet foran mål ved de mange indlæg fra kanterne.

Tættest på scoring i 1. halvleg var Mathias Rasmussen med et godt skud på frispark, og Andreas Olsen med et skud lige over mål på en fin pasning fra Jonathan Amon. Spilbilledet var nogenlunde det samme efter pausen, og belønningen kom midt i 2. halvleg, da der blev begået straffespark mod Andreas Olsen. Mads Aaquist scorede sikkert til 1-1 fra 11 meter pletten.

Lasse Petry fordelte boldene fint på midtbanen med gode skift til kanterne, og FCN jagtede sejrsmålet. Andreas Olsen blev spillet fri af Mathias Rasmussen, men målmanden nåede lige at tackle i skudøjeblikket, og derfor lignede det en uafgjort kamp, indtil to indskiftere afgjorde sagen efter et flot angreb.

Nicklas Strunck skar ind i feltet og spillede smart “i blinde” Mikkel Damsgaard helt blank. Damsgaard tog et følt touch på bolden, kiggede op og lagde den sikkert ind ved bagstolpen til 2-1 i det 90. minut. En fortjent sejr sikret på flotte detaljer til sidst.

– Det var dejligt at få scoret på det tidspunkt og imponerende, at han vidste, hvor jeg var og lagde sådan en frispilning inde i feltet, lød det fra matchvinder Mikkel Damsgaard med stor ros til holdkammerat Nicklas Struck.

Også træner Søren Krogh var glad:

– Jeg synes, vi havde kontrol over kampen fra start til slut, og vi spillede med et godt udtryk hele vejen. Vi kommer bagom deres forsvar mange gange i løbet af kampen, men desværre kommer vi lidt for sent ind i feltet til bolden på de mange indlæg.

– Jeg var også meget tilfreds med diagonalspillet. Vi skiftede godt fra side til side og fik dem til at løbe meget, lyder det fra Søren Krogh, der også glæder sig over, at FCN i foråret spiller videre mod de allerbedste i Reserveholdsturneringen.

Matchfacts fra kamp i Reserveholdsturneringen 20. nov. i Right to Dream Park:

FCN-SønderjyskE 2-1 (0-1)
Mål: 15. minut 0-1. 64. minut 1-1 Mads Aaquist (straffe). 90. minut 2-1 Mikkel Damgaard, assist Nicklas Struck.

FC Nordsjællands startopstilling:

Peter Vindahl Jensen
Magnus Wørts, Benjamin Tiedemann Hansen, Abdul Mumin.
Tobias Mikkelsen, Lasse Petry, Collins Tanor, Mathias Rasmussen.
Andreas Olsen, Mads Aaquist, Jonathan Amon.

Indskiftninger:
46. minut: Mikkel Damsgaard for Wørts
65. minut: Joachim Rothmann for Amon
71. minut: Nicklas Strunck for Collins
82. minut: Oliver Angus for M. Rasmussen
87. minut: Marcus Gudmann for Aaquist.