FCN er ved at slå alle målrekorder

Kategorier

Mod Horsens i søndags gik FCN helt målamok og vandt med 6-0. Den største sejr i klubbens historie.

Boesenfoto.dk

Med 45 mål i sæsonens første 17 kampe er FCN ikke bare det klart mest scorende hold i denne sæson men også i de seneste 20 år.

Kun én gang tidligere i Superligaens 27-årige historie har en klub scoret flere mål i de første 17 kampe end de imponerende 45 træffere, FCN har sat ind i denne sæson.

Det var i sæsonen 1997/98, altså for præcis 20 år siden, da Brøndby nettede 46 gange i sæsonens første 17 kampe som førerhold, og siden krydrede sæsonen med et suverænt mesterskab og 81 scoringer i alt. Det højeste antal mål nogen klub hidtil har scoret i én sæson. Næstflest har FCK scoret med 77 i sæson 10/11.

Tre gange i hele Superligaens historie har en klub præsteret 44 mål i de første 17 kampe, men i langt de fleste sæsoner ligger måltallet meget lavere.

Med 45 scoringer holder FCN et målgennemsnit på 2,65 pr. kamp. Kun FC Midtjylland følger nogenlunde med i denne sæson med 41 mål, et gennemsnit på 2,41, mens topholdet Brøndby har nettet 37 gange og dermed scorer 2,18 mål i snit pr. kamp.

FC Nordsjælland har med sine 45 scoringer på nuværende tidspunkt også gode chancer for at sætte ny klubrekord for hele sæsonen. Den er på 67 mål, som FCN scorede i sæsonen 06/07, hvor Morten Nordstrand blev Superligatopscorer med 19 mål.

Det antal er Emiliano Marcondes tæt på at nå allerede her efter 17 spillerunder som Superligatopscorer med 14 træffere, mens Ernest Asante er nr. 3 på topscorerlisten med 12 mål. Også Mathias Jensen og Godsway Donyoh med 5 mål hver er i øjeblikket blandt Superligaens 20 mest målfarlige spillere.

I sidste sæson scorede FC Nordsjælland i alt 59 mål i 36 kampe og havde kun scoret 26 af dem efter 17 kampe, og bortset fra klubrekorden fra 06/07 sæsonen, er det næsthøjeste måltal for FCN på en hel sæson er 60 scoringer i sæsonen 12/13.

De fem mest scorende efter 17 runder nogensinde:

Sæson           Klub                mål
97/98              Brøndby          46
17/18              FCN                  45
10/11              FCK                   44
00/01              Brøndby           44
96/97              AGF                   44