Fantastisk sejr i et vanvittigt drama

Kategorier

Emiliano Marcondes har banket bolden i kassen til 3-1 direkte på frispark og jubler sammen med Benjamin Tidemann Hansen.

Foto: Getty Images

Alex Runarsson stod en pragtkamp og var i høj grad med til at knække AGF, der blev slået 4-1 af et toptændt FCN-mandskab.

Det var fredags-drama for alle pengene, selv om de godt 5.000 tilskuere i Ceres Park i Aarhus nok havde regnet med at betale for en helt anden vare, end den de fik. En kamp med knald på fra start til slut, to straffespark, utallige målchancer og dramatiske situationer, som FCN med stor viljestyrke slap bedst fra.

FCN-mandskabet var nærmest ukendeligt i forhold til sidste weekends blege indsats i Hobro. Og så var Alex Runarsson i målet så fremragende, at de århusianske angribere må have mareridt hele natten. Gang på gang reddede han i prekære situationer, mens FCN viste skarphed i den anden ende af banen, og så blev facit så overbevisende som 4-1, selv om kampen især i 2. halvleg var hård, intens og meget lige.

FCN viste glimrende spil i 1. halvleg, hvor et lidt afventende AGF-mandskab ofte blev kørt rundt i besnærende pasningsspil, og allerede i det 7. minut gav det bonus, da Ernest Asante med sin 11. sæsontræffer scorede til 1-0 på et præcist indlæg fra Karlo Bartolec.

AGF havde i 1. halvleg kun hjørnespark og lange indkast som våben, men de var også giftige hver gang, og i det 17. minut fik hjemmeholdet udlignet til 1-1 ved Pierre Kanstrup på hovedstød efter et hjørnespark helt ind i det tætpakkede felt lige foran mål. Heldigvis slog det ikke FCN-spillerne ud. De begyndte igen at skabe målchancer på opfindsomt spil, og fem minutter før pausen bragede Mathias Jensen FCN foran 2-1 på et hårdt fladt landskud.

AGF skiftede taktik til 2. halvleg, hvor Morten Duncan blev sendt på banen, og så skulle der bankes bolde frem og jagtes på alt nedfald. Det gav tydeligvis FCN store problemer, fordi århusianerne fik mulighed for at bruge deres større fysik i nærkampene, selv om Victor Nelsson og Benjamin Hansen headede utrolig mange bolde væk.

Men efter kun tre minutters spil i 2. halvleg fik FCN også en meget vigtig ekstra ballast, da Emiliano Marcondes fremtvang et frispark lige udenfor feltet med et smart træk. Og Emiliano eksekverede selv med sin snart så vante træfsikkerhed til 3-1 på det direkte frispark.

FCN var under pres i den efterfølgende periode, og en meget kampafgørende episode kom i det 65. minut, da der blev dømt straffe mod Benjamin Hansen for at fælde Kasper Junker i udkanten af straffesparksfeltet. Morten Duncan blev sat til at skyde, men Alex Runarsson reddede skuddet fra AGF-ikonet, og det gav FCN ny luft, mens AGF blev mere febrilsk i sit pres.

AGF satsede mere og mere, men Alex i målet klarede i stor stil hver gang, og da det kneb mest på en afslutning fra Martin Spelmann fik han hjælp på stregen af Patrick Mtiliga. Og øjeblikket efter slog FCN kontra. Karlo Bartolec blev spillet fri i højre side og fældet til straffespark. Det scorede Emiliano Marcondes stensikkert på til 4-1 i det 78. minut, og så var AGF endeligt knækket.

FCN skabte i sutfasen faktisk chancer til endnu flere mål, men det blev ved de 4-1 og en fantastisk genrejsning efter skuffelsen i Hobro. Dermed viste tigrene på ny stor moral og har stadig ikke tabt to kampe i træk i denne sæson. FCN rejste sig på smukkeste vis.

Sejren blev endda også lidt historisk, da FCN inden aftenens kamp havde samlet 699 point i alle sine sæsoner i Superligaen uafbrudt siden 2002, og nu er totalen altså på 702. Og FCN er tilbage på førstepladsen i Superligaen indtil vi ser, hvad FCM og Brøndby har at byde ind med i de kommende dage.

Nu gælder det for FCN om at sætte fokus på DBU Pokalen, hvor der er mulighed for revanche i Hobro på onsdag, og næste lørdag kommer Lyngby så på besøg til lokalbrag i Right to Dream Park.