4 mål på 10 min. gav sejr i vanvidskamp

Kategorier

Foto: Getty Images

Efter knap en time førte Silkeborg fortjent 2-0, men så skabte FCN et lille mirakel med et vanvittigt comeback og sejrede 4-2.

FCN-spillerne kunne næsten ikke selv fatte det i omklædningsrummet efter kampen i Jysk Park i Silkeborg. Selv om banen til historiens første El Plastico var akkurat som hjemme i Right to Dream Park fandt tigrene aldrig rigtigt fodfæste i 1. halvleg.

De slap alligevel til pause med 0-0, Men straks fra 2. halvleg start gik det fra skidt til meget værre for FCN, der forærede et mål væk i 50. minut og blev udspillet til 2-0 scoring kun to minutter senere. Indtil det øjeblik var manglende kvalitet det mest korrekte stempel på tigrenes indsats.

Men efter en lille time slog kampen en kolbøtte. FCN skiftede formation med to nye spillere på banen og fik reduceret til 1-2 i det 59. minut, da Emiliano Marcondes helt fri headede et perfekt indlæg fra Karlo Bartolec i nettet.

Det blev starten til et fantastisk comeback, der de næste ti minutter reducerede det ellers så dominerende hjemmehold til statister. Indskiftede Mathias Rasmussen var i høj grad med til at sætte gang i tingene.

Målene kom som haglbyger. 2-2 i 63. minut på et flot langskud af Mathias Jensen. 3-2 til FCN i 66. minut ved Ernest Asante på en flot frispilning af Emiliano Marcondes.  I 69. minut fuldendte FCN så 10 gyldne minutter med målet til 4-2, da Mathias Rasmussen prikkede bolden i kassen på indlæg af Emiliano Marcondes.

Den lussing kom et totalt groggy Silkeborg-hold sig aldrig over, og selv om hjemmeholdet forsøgte med et modpres mod slutningen, var tigrene vågnet op til dåd og holdt fast i føringen og sejren, der betyder, at FCN kan gå til landskamppause fra positionen øverst i tabellen.

Det var der ingen, der havde set komme efter en time, men det vidner om høj, høj holdmoral, at man kan vende en ellers håbløs situation på den måde. Det blev også fejret behørigt af alle spillerne sammen med de mange medrejsende fans, der også støttede flot, da det så værst ud.

Et kæmpe boost til alle.