Petry: Det har været ekstra hårdt denne gang

Kategorier

Lasse Petry kom på banen midt i 2. halvleg mod Hobro efter næsten et helt år udenfor med en knæskade.

Foto: Getty Images

Lasse Petry fik comeback i søndags efter næsten et års skadespause, og nu kigger han kun fremad med ny gejst og glæde over igen at være med.

Der var en “ny” mand med i bussen, da FCN i weekenden tog turen til Hobro. Måske ikke helt ny, for 25-årige Lasse Petry havde 93 førsteholdskampe for FCN med i bagagen, men det var første gang i næsten et år, han var med. Kampen i Randers den 5. november 2016 var Lasse Petrys sidste, inden han i søndags kom på banen til comeback midt i 2. halvleg.

– Det var så dejligt igen at være med omkring en kamp og opleve en udebanetur. Jeg havde selvfølgelig drømt om et helt andet resultat i mit comeback, men sådan blev det desværre ikke, og så må vi bare vise, at vi kan slå tilbage med det samme på fredag mod AGF, siger Lasse Petry før dagens træning.

Og der er smil på læben, for han nyder hver eneste træning for fuld kraft efter tre sæsoner spoleret af en drilsk skade i det ene knæ, som nu er blevet opereret tre gange. Efter lang genoptræning i næsten hele 2016, blev det kun til fire kampe, før skaden brød op igen for et år siden:

– Det har været ekstra hårdt denne gang. Det var noget nyt, der var galt, og ingen var helt sikker på, hvad det var. Da jeg havde forsøgt med genoptræning, uden at det hjalp, kom jeg heldigvis på en klinik i München, hvor de fandt ud af, hvad problemet var, og jeg blev opereret 24. marts. Siden er det gået efter planen, og det har været lang tid undervejs.

– Men nu er der kun én vej, og jeg kigger fremad. Knæet har det fint, og kroppen har det også godt efter både træningskampene, træning og kamptid mod Hobro. For mig gælder det bare om at kæmpe videre og gå efter at få flere kampe i efteråret. Jeg vil jo gerne nå de 100 kampe snart og håber selvfølgelig på, at jeg får lov at være med igen på fredag mod AGF.

– Det er et af de sjovere steder at spille med den stemning, der altid er til kampene i Aarhus. Og at det nu er to hold, der begge kommer fra et 0-4 nederlag, gør bare kampen endnu vigtigere. Vi skal vise, at vi kan komme igen med det samme. Vi har ikke tabt to kampe i træk i denne sæson, og det skal heller ikke ske nu, siger Lasse Petry.

Lasse Petry rykkede fra U/19 holdet op i Superligatruppen i sommeren 2011. Da havde han allerede fået sin debut i pokalsemifinalen mod Randers 28. april 2011. I Superligaen kom Lasse Petrys debut den 25. marts 2012 med en sejr på 2-0 ude over Horsens.