FCN forlænger med tre spillere af egen avl

Kategorier

Viktor Tranberg, Andreas Olsen og Magnus Kofod Andersen er alle et produkt af akademiet og har netop sat signatur på nye kontrakter.

FC Nordsjælland er i gang med opbygningen af et stærkt ungt hold funderet på egne akademi-spillere. Rigtig mange af spillerne omkring Superligaholdet har været en del af akademiet gennem flere år, og tre af disse har klubben nu forlænget kontrakt med.

Sportschef Carsten V. Jensen fortæller om forlængelserne:

’For alle tre spillere er det gældende, at de har et stort potentiale, og vi er glade for at have dem alle på længere aftaler. Det giver os bedre forudsætninger for fremtiden til at udvikle dem selv og holdet,’ fortæller CV.

Viktor Tranberg forlænger til 2020

20-årige Viktor Tranberg har spillet samtlige 12 Superligakampe i denne sæson og allerede står noteret for 29 kampe med tigeren på brystet. Forsvarsspilleren startede i BK Union og har været omkring både Brøndby og Lyngby, før han i sommeren 2013 blev en del af akademiet, og han står noteret for tre kampe på Danmarks U/19 og U/18 landshold.

’Tranberg har vist sig som et stærk kort til holdet og har taget store skridt det sidste år. Han har brugt tiden godt på at gøre sig mentalt klar til Superliga-fodbold,’ siger Carsten V. Jensen om Viktor Tranberg, der selv er stolt over forlængelsen.

’Jeg er sindssygt glad og stolt. FCN er en fantastisk klub med en kultur, hvor alle arbejder hårdt for hele tiden at forbedre sig, så jeg er rigtig glad for at forlænge. Her er så mange unge spillere, som vil så meget og presser hinanden. Der er for mig ingen tvivl om, at det her er det bedste sted for mig og min udvikling som fodboldspiller,’ fortæller Tranberg.

Andreas Olsen forlænger til 2020

Den kun 17-årige angriber Andreas Olsen har også forlænget kontrakten med FCN til sommeren 2020. Han startede fodboldkarrieren i Alsønderup ved Hillerød, men skiftede allerede som U/12 spiller til FCN/Farum BK og blev en del af akademiet.

’Andy er udklækket i vores offensive stil og siden han som U/12-spiller kom ind på akademiet, har han vist et tydeligt potentiale. Der er lidt arbejde forude for at kunne tage de sidste skridt ind på Superligaholdet, men forlængelsen giver tid til at udfolde talentet,’ fortæller CV om forlængelsen af Andreas Olsen

En drilsk lyskenskade som 15-årig var ved at blive en alvorlig bremse for en lovende fodboldfremtid, men en operation klarede problemet. Siden har Andreas Olsen været en markant angrebsprofil på både U/17 og U/19 Ligaholdene, og han fik sin Superligadebut kort før tid i hjemmekampen mod Brøndby i juli.

’Den her kontraktforlængelse betyder enormt meget for mig. Det giver en masse ro, og jeg har jo spillet her siden U/12, så det har været min store drøm i mange år. Jeg føler nærmest, at FCN er mit andet hjem. Her er jeg seks syv timer hver dag i et fantastisk fodboldmiljø, og mit næste mål er nu at spille mig fast ind på Superligaholdet,’ lyder det fra en glad Andreas Olsen.

Magnus Kofod Andersen forlænger til 2022

Midtbanespiller Magnus Kofod Andersen, der blev 18 år i maj, er den tredje spiller fra akademiet, der har forlænget kontrakten med FCN, så den nu løber til 2022. Efter mange flotte præstationer på U/19 mandskabet i foråret kom Magnus Kofod Andersen med på sommerens træningslejr for Superligatruppen, og her viste han sig også så godt frem, at han nærmest har været fast mand på Superligaholdet i hele denne sæson.

’Magnus har vist, hvor godt han passer ind i holdet med hans kloge og tekniske tilgang til spillet. Det har været en fornøjelse, at se hans ydmyge tilgang til tingene, og vi er glade for hans tillid til klubben med en lang aftale. Det forpligter os til at udvikle ham til det næste skridt,’ kommer det fra CV, som har set en ung, men moden midtbanespiller udfolde sig i efterårets kampe.

Han fik sin debut i sæsonpremieren ude mod OB, og i dette efterår er det også blevet til 4 landskampe for U/18 og U/19. Magnus Kofod Andersen startede fodboldkarrieren i Hundested, men skiftede i 2009 til FCN/Farum BK, hvor han er blevet skolet gennem alle holdene fra U/11 og opefter i akademiafdelingen. Han har nu spillet 11 Superligakampe og de fleste af dem med fuld tid.

’Det er gået utroligt stærkt, og det viser stor tillid fra FCN, at de tror på mig så langt frem i tiden. Nu er mine fremtidsplaner lagt, og det giver mig ro til at finde en hverdag, hvor jeg gør gymnasiet færdigt ved siden af fodbolden. Og efter studentereksamen til sommer kommer det hele så til at handle om fodbold. Jeg er stolt over, at FCN giver mig sådan et bevis på tillid,’ siger Magnus Kofod Andersen.