Magnus Kofod: Det er gået utroligt stærkt

Kategorier

Magnus Kofod Andersen lader sig aldrig dupere af de mere kendte Superligaprofiler, og han spillede en flot kamp sidst på hjemmebane i 3-0 sejren over FCK.

Boesenfoto.dk

– Jeg nyder presset og at der stilles forventninger. Det gør mig ikke nervøs, siger Magnus Kofod Andersen, der kun lige er fyldt 18 år men har spillet de seneste seks Superligakampe fra start.

Det var et lidt grotesk syn at se opdækningen ved alle de lange indkast og andre dødbolde under den seneste kamp i Horsens. Tårnhøje og klippefaste Okusun fyldte det dobbelte i landskabet i forhold til sin oppasser fra FCN, Magnus Kofod Andersen.

– Jeg fik også lidt af et chok, da jeg fik at vide, at det var mig, der skulle dække Okusun op i dødboldsituationerne. Men jeg kan godt lide udfordringer, og det gik da okay. Han scorede i hvert fald ikke, lyder det fra den lille, vævre midtbanespiller, der har været med fra start hos FCN i de seneste seks Superligakampe i træk.

Magnus Kofod Andersen blev 18 år i maj og havde ”kun” spillet på U/19 Ligamandskabet, da han i optakten til denne sæson fik chancen for at komme med Superligatruppen på træningslejr i Holland. Det gik rigtig fint, og allerede i sæsonpremieren i Odense, fik den teknisk stærke og kreative midtbanedynamo sin debut i det sidste kvarter mod OB.

– Lige da jeg skulle på banen i den kamp var der lidt sommerfugle i maven, men ellers er jeg aldrig nervøs. Jeg ved, jeg har opbakning fra holdet og alle omkring det, og så har jeg selvtilliden til at spille mit spil.

– Jeg kan godt lukke alt andet ude, uanset hvem vi spiller imod. Det er jo de samme ting, jeg skal gøre, som vi træner hver dag, og som jeg har gjort på U/19 holdet. Det skal bare gå lidt hurtigere. Jeg skal sørge for at bevæge mig meget for at undgå unødvendige fysiske dueller og få lidt mere plads, lyder det fra Magnus Kofod Andersen.

Han går i 3. G på HHX i Hillerød og passer stadig sin skolegang ved siden af fodbolden, og han er meget glad for, at det kan lade sig gøre:

– Det er gået utroligt stærkt, og det er da også lidt overraskende for mig. Heldigvis har skolen og klubben arbejdet godt sammen på at finde en aftale, som virker, så jeg både passer skolen og kan være med omkring Superligatruppen.

– Jeg nyder det hele lige nu, selv om jeg lynhurtigt har skullet vænne mig til en helt ny hverdag. Jeg får masser af fodboldlæring og har mærket, hvor stærkt det kan gå i fodboldens verden. Jeg håber 100% at fodbolden lykkes for mig, men det kan også gå stærkt den anden vej. Derfor er det vigtigt at have noget at falde tilbage på, og min studentereksamen til sommer er også vigtig, siger Magnus Kofod Andersen.

Han har lige været afsted med Danmarks U/19 landshold og udstråler stor modenhed med en indre ro og tro på egen styrke:

– Jeg får nogle fede udfordringer, og jeg kan godt lide at mærke et pres. Så spiller man bedre. Vi skal have forventninger til hinanden, og selv om jeg er ny på holdet skal forventningerne til mig være de samme som til alle andre.

– Jeg har allerede vænnet mig til at spille mod voksne mænd hver gang. Så skal bolden bare spilles væk, inden tacklingen kommer. Jeg glæder mig til hver eneste kamp, er topmotiveret og nyder det, siger Magnus Kofod Andersen, der har taget alle FCN-fans med storm i sine første syv Superligakampe.

De næste udfordringer bliver næste uges to meget vigtige hjemmekampe, mod AGF på mandag kl. 1900 og mod SønderjyskE fredag kl. 19.00. Vær klar til begge kampe og køb din billet allerede nu HER