Hjulmand: Vi kommer for fulde gardiner

Kategorier

– Det var tætte kampe mod Lyngby i sidste sæson, og det bliver nok igen marginalerne, der bliver afgørende, siger FC Nordsjællands cheftræner Kasper Hjulmand før kampen i Lyngby i morgen kl. 12.00

FC Nordsjælland mødte Lyngby fire gange i sidste sæson, og holdene vandt to kampe hver. I grundspillet vandt FCN i Lyngby men tabte på hjemmebane, mens det var lige omvendt i de to kampe i Mesterskabsspillet.

Kasper Hjulmand har stor respekt for Lyngby:

– Jeg er meget imponeret over den sæson, Lyngby leverede sidst, og jeg tror, det bliver en tæt kamp igen, hvor marginalerne bliver afgørende. Det er et rigtig godt arbejde, David Nielsen har lavet med et rutineret mandskab. Lyngby spiller hver kamp på de præmisser, der kræves, og de gør det klogt.

– Lyngby har også en bred trup, hvor David Nielsen har kunnet skifte fem seks mand ud fra kamp til kamp mellem Superligaen og Europa League. Så jeg er sikker på, at de nok skal finde kræfter mod os, selv om de spillede torsdag aften.

– Vi er nødt til at koncentrere os om os selv og vores præstation. Der er ting, vi har gjort rigtig godt i de første kampe, men der er også ting at forbedre med mere fleksibilitet i vores spil.

– Vi er stærkt opsatte på at holde vores sejrsstime kørende, og jeg kan love, at vi kommer for fulde gardiner til kampen i Lyngby, siger Kasper Hjulmand.