Alex: Fantastisk støtte fra fansene hjalp os

Kategorier

Mads Mini Pedersen udfordrede gang på gang Helsingørs forsvar med lynhurtige soloture.

Foto: Rie Neuchs

FCN-keeper Alex Runarsson var meget glad for sæsonens første clean sheet og især de tre point.

Alle i FC Nordsjællands omklædningsrum var godt klar over, at de tre vigtige point ikke blev hentet på det pæneste spil, men hård fight er også en kvalitetsvare, og målmand Alex Runarsson var meget glad for fan-opbakningen:

– Vi måtte virkelig kæmpe for det til sidst, og jeg vil gerne sige tusind tak til fansene for den støtte, de gav os. Når en sejr skal fightes hjem på den måde sidst i kampen, giver det lige os spillere 10% ekstra med sådan en fan-støtte. De har deres store andel i sejren.

– Nu kan vi se tilbage på en masse positivt. En førsteplads i Superligaen, første clean sheet i sæsonen og fuldt hus i de første tre hjemmekampe, lød det fra en glad FCN-keeper.

Mathias Jensen var for første gang anfører fra kampstart og havde denne vurdering af kampen:

– Det var lidt vores egen skyld, at det blev så spændende hele vejen igennem. Men jeg har stor respekt for den måde, Helsingør prøver at udfordre os på. Vi præsterer bare ikke, som vi gerne vil. Kun i perioder.

– Men det vigtigste er, at vi vandt. Grimme sejre er ok, og alle point er vigtige. Hellere få tre point på den her måde end at spille godt og tabe. Vi kan glæde os over, at vi fortsat er ubesejret hjemme, fik vores første clean sheet og stod godt imod, da de forsøgte at presse spillet frem til sidst. Vi gav ikke mange chancer væk, og det er jo også en kvalitet, siger Mathias Jensen.

Victor Nelsson sad med en ispose på panden med en ordentlig bule efter at have knaldet hovedet sammen med en modstander i én af sine utallige luftdueller, som han vandt stort set allesammen:

– Det er dejligt, at vi har fået så stærk en hjemmebane. Sådan må det gerne fortsætte og gerne igen allerede på søndag mod FCK.

– Jeg synes, vi spiller en god 1. halvleg og det første kvarter af 2. halvleg, men derefter holdt det virkelig hårdt. De udfordrer os lidt på det spil, vi også gerne vil spille, men heldigvis gik det vores vej til sidst, siger Victor Nelsson.