Alex: Vi stod godt imod og troede på det

Kategorier

Målmand Alex Runarsson var den eneste FCN-spiller, der var på banen i samtlige minutter for FCN i efteråret.

Boesenfoto.dk

– Vi spillede en elendig 1. halvleg men kom godt igen, og fodbold handler jo om 90 minutter, lyder det fra målmand Alex Runarsson, der stod en flot kamp.

FCN-keeper Alex Runarsson blev fortjent kåret som Man of the Match af partner VB Byggeindustri efter en travl kamp, hvor han igen viste stort format. Islændingen holdt FCN inde i kampen i 1. halvleg og var meget glad for forløbet efter pausen:

– Vi spillede en elendig 1. halvleg. Det var vist det ringeste spil i min tid i klubben, og det var vort held, at vi kun var bagud 0-1 ved pausen.

– Derfor blev vi også ved med at tro på det, og fik vendt kampen. Det er altid godt at have nogle hurtige kanter, og det er dejligt at stå tilbage med tre point mod Brøndby, selv om vi ved, vi kan spille bedre.

– Der skal lægges meget på med bolden, men vi skal fortsætte med den indstilling, og selv om Brøndby styrede 1. halvleg, synes jeg, at vi stod godt imod. Vi spiller en stor 2. halvleg, og fodbold handler jo om 90 minutter, så på den måde, var det vel fortjent nok. Men vi skal arbejde videre på at blive bedre med bolden, fastslår Alex Runarsson.

Samme holdning havde anfører Patrick Mtiliga:
– Efter den dårlige 1. halvleg, kom vi heldigvis meget bedre ud til 2. halvleg og viste mod til at spille med bolden. Det mod savnede vi før pausen, hvor vi slet ikke kunne finde huller i mellemrummene, så vi kunne spille bolden op.

– Vi kan også være godt tilfredse med vores effektivitet, da vi begyndte at tilspille os chancer. Det er så dejligt at vinde sådan en kamp og hente tre point, selv om vi ikke spiller op til vort bedste. Det styrker også holdmoralen, siger Patrick Mtiliga.