Mtiliga: Det har været sundt med kniven for struben

Kategorier

Patrick Mtiliga er kommet stærkt tilbage som holdets anfører i foråret efter skaderne sidste efterår.

Boesenfoto.dk

– Samlet set har sæsonen været ok. Vi kom med i Mesterskabsspillet på et hængende hår, og vores trup har kunnet fortsætte den gode udvikling, siger FCN-anfører Patrick Mtiliga.

Entusiasmen lyser stadig ud af øjnene på FC Nordsjællands 36-årige veteran, Patrick Mtiliga, der her i foråret er kommet stærkt tilbage som holdets anfører efter et skadesplaget efterår. Og selv om sæsonens sidste kamp ude mod Brøndby på søndag ikke som håbet kan give billet til europæisk fodbold, er han nogenlunde tilfreds i sin evaluering af sæsonen:

– Vores trup mærkede kniven for struben i forårsstarten og frem til sidste spilledag i grundspillet. Vi slap lige med i top 6 på et hængende hår, og her i Mesterskabsspillet har vi ikke haft noget at tabe. Vi kunne kun vinde, og selv om vi ikke er med helt fremme, som vi gerne ville, synes jeg, at sæsonen samlet set har været ok.

– Det har været sundt for vores trup at mærke det pres, der er i seniorfodbold, når man kommer fra eget akademi og har været vant til at vinde hele tiden. Så sæsonen har givet dem en masse udvikling og læring, og den kunne de fortsætte her i Mesterskabsspillet. Der havde været nogle helt andre faktorer i spil, hvis vi var sluttet udenfor top 6.

– Vi har fået flere facetter med og lært, hvor meget det handler om point og resultater hver gang i Superligaen, siger Patrick Mtiliga. Han blev hentet hjem til dansk fodbold fra Malaga i august 2011, og han har et halvt år tilbage af sin kontrakt:

– Mit mål er at køre videre for fuldt tryk i efteråret. Jeg synes, kroppen har reageret positivt, efter at jeg er kommet tilbage fra skadespauserne. Jeg har fået bygget en god fysisk grundform op igen og føler ikke, at alderen trykker, siger Patrick Mtiliga, der har svært ved at spå om FC Nordsjællands muligheder i næste sæson:

– Det er svært at vurdere lige nu. Vi har haft rigtig mange spillere i gang i Superligaen, og mange har udviklet sig godt. Men vi skal også være realistiske. Vi må se på den anden side, men potentialet og fremtiden ser lys ud, når man kigger hvor dygtige spillere, der hele tiden bliver udviklet.

– Fodbold handler om at score mål og ikke lukke for mange ind. Det er nemmere for nye spillere at komme ind på et hold i balance, så det er optimalt at have en stamme. Nu har vi fem spillere afsted til EM for U/21, og de kommer til at mangle noget ferie, men forhåbentlig kommer de hjem med ny energi på en anden måde, siger Patrick Mtiliga.