Lyngby straffede fejlene på en dårlig dag for FCN

Kategorier

Foto: Getty Images

FCN tabte lokalopgøret i Lyngby med 1-2 på en dag, hvor spillet ikke fungerede. Men det er slet ikke slut endnu for FCN i jagten på europæisk fodbold.

Det blev en rigtig skidt dag for FC Nordsjælland i Lyngby, hvor hjemmeholdet var skarpest på dagen og straffede to fejl af FC Nordsjælland. Lyngby vandt 2-1, og skabte dermed et mindre hul ned til FCN i tabellen.

Men sådan så det også ud før de sidste runder af grundspillet, hvor FCN med en kanon slutspurt kom tilbage og sikrede billet til Mesterskabsspillet. Nu har FCN to hjemmekampe, mod Sønderjyske på tirsdag kl. 18 og mod FCM næste lørdag kl. 14. Her kan tigrene slå tilbage med to sejre og dermed igen være med i spillet om topplaceringerne.

Nederlaget i Lyngby skal ikke bortforklares, for Lyngby var bedst på dagen. FC Nordsjælland fandt aldrig sit vante spilleniveau og blev kampstyrende. For meget opspil gik i stå på boldtab eller dårlige beslutninger. Lyngby var meget mere direkte spillende og skabte flest chancer.

Men det kunne være gået helt anderledes, hvis ikke dommer Michael Johansen havde annulleret Mohammed Fellahs scoring midt i 1. halvleg, hvor han fulgte op på en ripost efter skud fra Mathias Jensen. Målmand Jesper Hansen kunne ikke holde skuddet, og det var svært at se, at Fellah gjorde noget ulovligt, da han prikkede bolden fra ham og scorede i det tomme mål.

Men målet blev annulleret, og i stedet kom Lyngby i front, da ellers så solide Andreas Maxsø lavede en sjælden fejl. Han headede for kort tilbage til målmand Patrik Carlgren, og så nåede store Ojo lige akkurat at prikke bolden forbi den fremstormende keeper. 1-0 til Lyngby i det 29. minut, og det bragte tydeligvis forvirring i FCN-rækkerne, mens Lyngby fik blod på tanden.

Så trods en længere kamppause, hvor der måtte skiftes dommer til Kasper Larsen, forbi Michael Johansen måtte udgå med en skade, så var det Lyngby, der havde teten mod slutningen af 1, halvleg. Carlgren måtte præstere maksimalt for at redde en prekær situation, og Andreas Maxsø og Viktor Tranberg blev også sidste øjebliks redningsmænd.

2. halvleg startede meget rodet, og efter knap en times spil lavede Andreas Maxsø desværre endnu et fejlskøn ved en lang fremlægning, som han valgte at lade gå. Men Rygaard smuttede imellem, og selv om hans afslutning var helt skæv, og han derefter selv løb ind i FCN-målmandens ben, pegede dommeren på 11 meter pletten. David Boysen kunne således gøre det til 2-0 på det tynde straffespark i det 57. minut.

FCN fosøgte nogle modtræk, og det var et frisk pust, da Mathias Rasmussen kom på banen lige efter Lyngbys scoring. Han udfordrede gang på gang hjemmeholdets forsvar, så de måtte fælde ham med flere frispark. Rigtig målfarlig blev FCN dog ikke før i tillægstiden.

Her begik Lyngby endnu et frispark mod Mathias Rasmussen, og indlægget fik Andreas Maxsø flyvend egennem luften drejet på tværs til Marcus Ingvartsen, der let kunne score sit 21. sæsonmål til 1-2 og holde sin status som Superligatopscorer på en dag, hvor heller ikke han ellers fik vist farligheden.

Et vigtigt slag blev tabt, men allerede på tirsdag kan FCN altså tage revanche hjemme i Right to Dream Park mod SønderjyskE, der imponerede med en sejr over FC Midtjylland og dermed sørgede for, at der stadig er fire hold med i jagten på europæisk fodbold.