Farvel til Dhaflaoui og Lund

Kategorier

Der blev taget afsked med Souheib Dhaflaoui og Benjamin Lund ved FCN Award Show mandag aften, hvor de fik ord med på vejen af sportschef Carsten V. Jensen.

To af de unge i FCN-truppen, Souheib Dhaflaoui og Benjamin Lund, tager afsked med klubben for at finde mulighed for mere kamptid et andet sted.

Sæsonen er slut, og så er det også tiden, hvor trupperne trimmes til den kommende sæson. I FC Nordsjælland betyder det bl. a. afsked med to unge spillere, der begge har været i klubben i fem år og ydet en stor indsats.

Det er 21-årige Souheib Dhaflaoui, der i sommeren 2015 blev rykket fra U/19 op i Superligatruppen. Han var i efteråret udlejet til Helsingør men tilbage i FCN i foråret, hvor det dog ikke blev til kamptid. Han nåede 10 kampe for FCN i tidligere sæsoner.

Også den 20-årige bornholmer, Benjamin Lund, siger farvel nu efter en enkelt sæson som en del af Superligatruppen. Benjamin Lund nåede 8 kampe for FCN og scorede også en enkelt gang i Superligaen mod SønderjyskE i efteråret.

Benjamin Lund flyttede for fem år siden hertil fra Bornholm for at forfølge sin fodbolddrøm i FCN, og han siger:

– Det har været fem fantastiske år, som både har udviklet mig som person og som fodboldspiller. Det føles lidt vemodigt lige nu, men jeg har brug for at tage det næste skridt og få noget kamptid. Selv om træningen i FCN er på højeste plan, er det kampene, der giver det sidste.

– Det er nok først, når man kommer væk fra FCN, at det helt går op for én, hvor meget klubben har betydet. Den har skolet mig som fodboldspiller på en god måde, og det tager jeg med mig, siger Benjamin Lund, der endnu ikke har fremtiden endeligt afklaret.

Også for Souheib Dhaflaoui er fodboldfremtiden endnu uafklaret, men han tager gode minder med sig fra FCN:

– Det har været gode fem år, hvor jeg har lært en masse. Det er en fantastisk klub at være i, og jeg kan tage meget med videre. Træningen er altid på toppen, og selv om det ikke blev til Superligakampe i denne sæson, har jeg fået mange kampe på Reserveholdet. Jeg fik min debut mod AaB kort efter, at jeg var kommet med i Superligatruppen, og det vil jeg altid huske som en stor oplevelse, siger Souheib Dhaflaoui.

FC Nordsjællands sportschef, Carsten V. Jensen, har også kun gode ord at give dem med på vejen:

– De har begge været i klubben i fem år og leveret en stor indsats. Altid engageret og klar til at lære og yde maksimalt. Vi er overbeviste om, at de har FCN i blodet og vil være gode ambassadører for klubben fremover. Men nu er det tid for dem begge at finde en klub, hvor det kan blive til mere kamptid, og vi ønsker dem held og lykke, lyder det fra CV.