Tranberg: Dobbelt godt at slå rivalerne fra Lyngby

Kategorier

Der var mange hårde dueller i kampen.

Boesenfoto.dk

Kun 20-årige Viktor Tranberg spillede sin fjerde kamp i træk fra start og alle fire er endt med en sejr.

– Det var klasse af hele holdet. Vi var opsat på at holde momentum og vise, at det her er vores hjemmebane, og det gjorde vi. Vi bevarer den energi og selvtillid, vi har tanket fra de forrige kampe, og det var en dejlig sejr, lød det i omklædningsrummet fra en meget glad Viktor Tranberg.

Den kun 20-årige forsvarer har nu været med fra start i de seneste fire kampe, som alle er vundet, og denne gang med clean sheet som ekstra krydderi.

– Det vigtigste var, at vi vandt, men det er selvfølgelig dejligt at holde dem fra scoring. Jo flere kampe, vi har sammen, jo bedre bliver vores indbyrdes relationer også. Det så godt ud i dag, men meget kan gøres endnu bedre.

– Lige nu har vi en fantastisk følelse, for det betyder lige dobbelt så meget at slå rivalerne fra Lyngby, siger Viktor Tranberg.

Mads “Mini” Pedersen stod for en fremragende assist til FC Nordsjællands første mål, akkurat som han gjorde det i Herning sidst og igen på U/20 landsholdet:

– Ja, det går godt med de assister i øjeblikket. Flere er også kommet og har sagt assist-konge til mig, men der mangler jeg vist nogle stykker endnu. Men det vigtige er udvikling, og jeg føler, det går godt med det både for mig og hele holdet.

– Siden vi tabte til Lyngby i forårspremieren har vi ikke set os tilbage. Kampen i dag var ikke det bedste, vi har spillet, men vi gav meget få chancer væk. Hele holdet arbejder stenhårdt sammen. Alle presser på samme tid, så det fungerer som en enhed, siger Mads “Mini” Pedersen.