Ingvartsen: Vi må bare videre

Kategorier

Marcus Ingvartsen havde mange chancer for at øge sin måltotal, men det ville ikke lykkes mod Brøndby.

Boesenfoto.dk

Marcus Ingvartsen havde chancer nok til at gå alene i spidsen af Superligaens topscorerliste, men træfsikkerheden svigtede.

Dagens kamp var også en duel mellem Superligaens to målfarligste spillere, men hverken Brøndbys Teemu Pukki eller Marcus Ingvartsen fik scoret. Pukki viste stort set intet, mens Ingvartsen kom til en stribe afslutninger i duel med Brøndby-keeper Rønnow, som hver gang trak sig sejrrigt ud af duellerne:

– Det er meget irriterende her bagefter. Specielt fordi vi taber. Men han er en god målmand, og han reagerer vildt hurtigt på min afslutning på den første chance. Ved én af de andre havde jeg også en god vinkel, men han fik alligevel skærmet af.

– Vi må tage det positive med. Vi fik jo skabt chancerne og skyder også indenfor målrammen. Vi har før skabt mange chancer mod Brøndby, men bolden skal jo også proppes ind for at vinde, så man sidder med en irriterende følelse lige nu.

– Det ligner lidt den sidste kamp, vi spillede mod Brøndby på hjemmebane, men nu må vi glemme det og se at komme videre, siger Marcus Ingvartsen.

Stanislav Lobotka måtte forlade banen med en skade efter en voldsom “tackling” fra Austin i slutminutterne, men han var ved godt mod efter kampen:

– Der var et slemt slag, men jeg tror på, at jeg blive klar igen i løbet af ugen og kan være med i næste kamp. Nu skal vi lige have det her overstået, for det er fodbold, når det er værst. Vi skabte så mange chancer i dag, at det næsten ikke er til at forstå, at vi tabte.

– Vi kan være tilfredse med vores præstation men ikke med resultatet. Vi var et bedre hold end Brøndby, og vi må lære af det. Nu vil vi arbejde hårdt videre ved træningen hver eneste dag og så kigge fremad og få point i de næste kampe, siger Stanislav Lobotka.

Cheftræner Kasper Hjulmand var helt på linje med det i sin evaluering:

– Der er så meget godt, vi kan tage med os fra den her kamp. Vi har lov til at være skuffede over, at vi taber, men de manglende mål er det eneste, der mangler i dag. Der var så meget kvalitet i alt det andet. Vi holder hovedet højt og arbejder videre.