Brændte chancer kom til at koste dyrt

Kategorier

Marcus Ingvartsen kan i dag sikre sig titlen som sæsonens topscorer i Superligaen.

Boesenfoto.dk

FCN dominerede og skabte mange åbne målchancer, men Brøndby havde et plankeværk i målmand Rønnow, og så endte det som rent tyveri, da Brøndby vandt 1-0 på et drømmehug 10 minutter før tid.

Fodbold kan være så grusomt uretfærdigt. Det fik de over 6.000 tilskuere et klart bevis for i Right to Dream Park, da de gæstende Brøndby-spillere efter sidste fløjt kunne juble vildt over den mest heldige sejr i nyere tid. Brøndby blev ud- og nedspillet i størstedelen af kampen, men FCN havde ikke skarpheden overfor en fantom-keeper som Frederik Rønnow.

Det var Rønnow alene, der holdt Brøndby inde i kampen, så Johan Larsson i stedet kunne afgøre det hele med et kanonskud helt oppe i målhjørnet i det 79. minut til 1-o for gæsterne. Et helt skævt facit i forhold til spil og chancer.

Med nederlaget fik FCN brudt den flotte stime med syv kampe i træk uden nederlag, men tigrene må bare tage alt det positive med sig videre. Præstationen var i top bortset fra afslutningerne, og fortsætter tigrene i samme spor resten af foråret, vil det give mange point.

Som hold fremstod FCN meget mere velorganiseret end de kommende sølvvindere fra Brøndby. FCN satte sig næsten fra start på spillet og styringen af kampen, og efterhånden begyndte overtaget også at resultere i store målchancer. Efter godt en halv time startede Mads Mini Pedersen et godt angreb med en stikning til Godsway Donyoh, og Marcus Ingvartsen var kun en tåspids fra at score på indlægget.

Lidt efter gentog situationen sig med næsten identisk angrebsopbygning, men her kom en markspiller i vejen for boldens vej mod et tomt mål. Og da Godsway Donyoh kort før pausen spillede Marcus fri, reddede Rønnow i stor stil på stregen.

Brøndby kom med stort set intet i 1. halvleg, og gæsternes farligste forsøg kom ti minutter inde i 2. halvleg, hvor Kamil Wilczek havde et rigtigt farligt hovedstød efter hjørnespark, men her viste også FCN-keeper Alex Runarsson sine store kvaliteter med en redning i vandret stil.

Og så stod der ellers FCN på stort set alt i resten af kampen, bortset fra den afgørende og flotte scoring af Johan Larsson. Mads Mini Pedersen var i hopla og skabte flere åbne målchancer, og Stanislav Lobotka styrede i vanlig stil midtbanen med fantastisk spil sammen med Mathias Jensen.

Godsway Donyoh blev sendt alene igennem i en friløber, men hans skud ramte Rønnow. Og Marcus Ingvartsen fik to forsøg alene med Rønnow uden at vinde duellen mod den stærke Brøndby-keeper. Også Emiliano Marcondes havde en åben skudmulighed men blev afvist.

Dermed var det de mange Brøndby-fans, der kunne juble til sidst over deres heldige helte, mens FCN-fansene må nøjes med at glæde sig over endnu en god præstation, som holdet har leveret så mange af i foråret. Og FCN er stadig med i kampen om bronzen og europæisk fodbold. Og indsatsen lover i hvert fald godt.

Næste opgave er ude mod FCM på lørdag, og så er der ellers ny storkamp i Right to Dream Park fredag 5. maj kl. 19 mod de danske mestre fra FCK.