Alex: For meget på deres præmisser

Kategorier

Alex Runarsson griber bolden sikkert på et af FC Midtjyllands mange indlæg.

Foto: Getty Images

FCN-keeper Alex Runarsson føler, at FC Midtjylland kom for let til sine mål. Men nu skal det revancheres hjemme mod FCK på fredag.

Der var naturligvis en meget skuffet stemning i FCN-lejren efter 1-3 nederlaget på MCH Arena, men der var også en god portion realisme. FC Nordsjællands islandske målmand Alex Runarsson udtrykte det således:

– Vi havde en lidt dårlig dag. Kampen blev for meget på deres præmisser i den sidste time. Det var ærgerligt, for den første halve time så det meget godt ud. Vi var gode på bolden og Marcus lavede et sindssygt flot mål. Men så var det som om, de skruede op i nærkampene, eller vi skruede ned. En af delene var i hvert fald galt, og vi havde en dårlig dag derfra.

– Jeg synes også, vi gav for nemme mål væk. De første to skulle vi have haft blokeret. Men nu må vi bearbejde kampen på vej hjem og slå tilbage mod FCK. Det er godt, at der er kamp igen på fredag, og så skal vi ramme et højere niveau. Det kunne være fedt at blive de første til at slå FCK i denne sæson.

– Det var en vigtig kamp, vi tabte i dag, men der er fem kampe endnu og tid nok til at komme tilbage. Hverken bronzen eller europæisk fodbold er væk endnu, og vi vil gå efter det lige til det sidste, lover Alex Runarsson, der igen præsterede fint i FCN-målet.

Marcus Ingvartsen gik alene i front på Alka Superligaens topscorerliste med sin flotte træffer, men det havde han svært ved at glæde sig over lige efter kampen:

– Det var da dejligt at score igen, men lige nu står jeg med en underlig følelse. I bund og grund har vi kun os selv at takke for nederlaget, for vi var ikke gode nok i dag.

– Jeg synes selv, jeg skulle have haft et straffespark, men det kan ikke bruges til noget nu. Vi var simpelthen ikke gode nok i dag, så nu må vi rette fokus ind på hjemmekampen mod FCK på fredag og slå tilbage der, siger Marcus Ingvartsen, der nu har scoret 19 mål i sæsonen og dermed ramt sit rygnummer, som var sæsonen første mål for den unge angriber.