Værd at vide før kampen mod Silkeborg

Kategorier

Godsway Donyoh scorede sit 6. sæsonmål mod Brøndby og har netop forlænget kontrakt med FCN.

Her er lidt statistiske vinkler på den fantastisk vigtige kamp i aften i Right to Dream Park kl. 20.15

Vidste du at…

…FCN og Silkeborg har mødt hinanden 28 gange i Superligaen, og samlet set har FCN 15 sejre, 6 kampe er endt uafgjort og 7 gange har Silkeborg vundet. 15 af kampene er spillet i Right to Dream Park, og her er statistikken klart i favør af FCN med 11 sejre, 1 uafgjort kamp og kun 3 nederlag.

…Silkeborg ikke har slået FCN siden 7. november 2010. Silkeborg var en smuttur nede i 1. division i sidste sæson, så seneste møde i Right to Dream Park var den 25. april 2015, hvor FCN vandt 1-0 på mål af Emiliano Marcondes.

…kampens dommer, 34-årige Jørgen Daugbjerg Burchardt, er i gang med sin kun 3. sæson som Alka Superliga dommer og dømmer FCN for fjerde gang i denne sæson. De første tre dog alle på udebane.

…den kun 20-årige forsvarsspiller Viktor Tranberg var med fra start i Brøndby og spillede sin første hele Superligakamp for FCN efter at have deltaget i tre kampe tidligere i denne sæson.

…Godsway Donyoh, der mod Brøndby scorede sit 6. mål i denne sæson, netop har forlænget kontrakten med FCN, så den nu løber til udgangen af 2019.

…FCN-topscorer Marcus Ingvartsen kan være med igen efter en karantænedag mod Brøndby. Marcus Ingvartsen blev onsdag hos DBU kåret som Årets U/21 talent.

…det netop var mod Silkeborg, Joshua John spillede sin første hjemmekamp for FCN og fejrede det med fire mål i løbet af godt en halv times spil. Det var den 11. august 2012, og FCN vandt 6-1.

…der kommer ekstra kolorit på dagens kamp, for FCN får igen besøg af vores skotske venner fra ”FCN Glasgow Supporters Club”. De følger altid FC Nordsjællands kampe hjemme fra Glasgow og kommer på besøg engang imellem. Velkommen til vores skotske fans i Right to Dream Park.

…den nye fanbar i restaurant BITE efter hver hjemmekamp får besøg af den FCN-spiller, der bliver kåret til Man of the Match. Så slut aftenen med en tur i fanbaren, hvor der altid er åben både før og efter hver Superligakamp.