Mtiliga: Flot at vi kommer igen ved 2-2

Kategorier

Emiliano Marcondes har bragt FCN foran 2-1 lige foran alle de medrejsende FCN-fans, der bakkede fantastisk op kampen igennem.

Foto: Getty Images

– 2. halvleg var en voldsom kontrast til de første 45 minutter. Det er fantastisk vigtige point, vi får med os herfra, siger FCN-anfører Patrick Mtiliga.

Der var naturligvis vild jubel i FC Nordsjællands omklædningsrum efter 3-2 sejren over Brøndby. Det er et sted, hvor FCN normalt aldrig får tre point med sig hjem. Sidst det skete var i 2012, hvor FCN vandt 1-0 i næstsidste runde og satte afgørende kurs mod mesterskabet. Men den kamp måtte Patrick Mtiliga se fra tilskuerpladserne:

– Jeg husker kampen, men jeg havde en skade, så jeg var ikke med på banen. I dag kunne vi have scoret flere mål i slutfasen, men vi kan kun være tilfredse. Det er tre fantastisk vigtige point og en god opfølgning på vores kamp mod FCK.

– 1. halvleg var vi ikke tilfredse med. Vi havde ikke nok bevægelse og tør ikke nok med bolden, selv om vi kom bedre med i løbet af halvlegen. 2. halvleg var en voldsom kontrast, og jeg synes især, at det var flot, at vi kom igen, efter at de havde udlignet til 2-2.

– Jeg synes, vi får bygget mere og mere på holdet, og 3-4-3 systemet giver os flere offensive muligheder i omstillingerne. Nu må vi prøve at følge det op mod Silkeborg på fredag, lyder det fra Patrick Mtiliga.

Mathias Jensen leverede en maskeret frispilning til sejrsmålet og var lige ved at få krampe i jubelscenen efter Asantes scoring:

– Det er noget, Kasper (Hjulmand, red.) har talt en del om, nemlig at vi også engang imellem skal forsøge at gøre det uventede og nærmest knække rundt med en aflevering i modsat retning af det helt oplagte. Jeg fik en rigtig god bold fra Mini og havde, inden jeg modtog bolden, set, at Asante havde plads inde midt foran mål. Det oplagte var at spille bolden videre ud til højre til Karlo, der kunne slå et indlæg, men jeg valgte at prøve den satsede og maskerede aflevering til Asante. Og heldigvis gik den igennem, og han scorede.

– Dejligt at se, at det betaler sig at gøre noget, der kommer bag på modstanderne. Men jeg skal lige øve i jubel, hvor vi kurer på knæene. Jeg var tæt på at få krampe af den jubelscene, lyder det fra en træt men meget glad Mathias Jensen efter sin succes med kigge væk finten.

Også unge Viktor Tranberg nød sejrens sødme:

– Jeg var sindssygt glad for at få chancen fra start. Det er kun min fjerde Superligakamp, og det var fantastisk at være med til. Især dejligt at vinde her, hvor jeg har spillet ungdomsfodbold til og med U/15, inden jeg skiftede til FC Nordsjælland. Det gør det ekstra stort for mig.

– Jeg laver også nogle fejl og skulle måske ikke have satset på at nå at tackle Pukki ved deres scoring til 2-2, men det var en svær situation. Overordnet set er jeg tilfreds, og det er jo et perfekt resultat. Jeg skal lære af mine fejl og vil gerne have mange flere kampe, siger Viktor Tranberg.