Mathias Jensen scorede for U/20 landsholdet

Kategorier

Mathias Jensen scorede for U/20 landsholdet og er klar til at jagte en sejr over Lyngby.

Foto: Boesenfoto.dk

Flere FCN-spillere vender retur med gode landskampoplevelser.

I aften spiller Danmarks U/21 landshold endnu en testkamp frem mod sommerens EM-slutrunde. Der sker i Randers med kampstart kl. 19.00. Modstanderen er England og kampen vises direkte på 6’eren.

Danmarks U/21 landshold skal prøve at revanchere sig for nederlaget i Spanien i fredags. Her tabte Danmark for første gang efter 17 kampe uden nederlag, og Spaniens 3-1 sejr var helt i orden efter spil og chancer. Andreas Maxsø spillede hele kampen, mens Emiliano Marcondes fik den første time på banen.

Marcus Ingvartsen skulle også have været med på U/21 landsholdet men blev i stedet hentet til Rumænien for at være med omkring A-landsholdet. FCN-topscoreren har altså fået lov at snuse til atmosfæren omkring Danmarks bedste nationalmandskab, men det blev ikke til spilletid for Marcus Ingvartsen i den målløse VM-kvalifikationskamp i går.

FCN har tre spillere med i Spanien til en miniturnering i Marbella for U/20 landshold, og her viste både Mathias Jensen og Mads “Mini” Pedersen sig fornemt frem i den første kamp mod Tjekkiet i lørdags. Danmark vandt 2-1, og Mathias Jensen scorede det ene mål, mens Mads “Mini” var assist ved dem begge.

Andreas Skovgaard var ikke på banen mod Tjekkiet, men han var med fra start og spillede fuld tid, da U/20 landsholdet i eftermiddag spillede sin anden kamp i Marbella. Denne gang var modstanderen Rumænien, og Danmark vandt 2-0 efter en pauseføring på 1-0.

Også Mads “Mini” Pedersen var igen med fra start og spillede indtil midt i 2. halvleg. Mathias Jensen kom på banen fra 2. halvlegs start og levede en flot assist til Danmarks 2-0 mål. Lovende takter for det kommende U/21 landshold, der starter kvalifikationskampene til næste EM efter sommerferien.

Stanislav Lobotka måtte på grund af en mindre skade melde afbud til Slovakiets A-landshold, der spillede VM-kvalifikationskamp på Malta. Lobotka kunne glæde sig over, at landsmændede klarede sig uden ham med en 3-1 sejr over Malta.

Mathias Rasmussen er med Norges U/21 landshold til en miniturnering på La Manga i Spanien, og her tabte Norge 1-3 til Portugal i den første kamp. Mathias Rasmussen startede på bænken men kom på banen i den sidste halve time i stedet for Martin Ødegaard ved stillingen 2-0 til Portugal.

I morgen kl. 18.00 spiller Norge endnu en kamp mod Rusland, inden Mathias Rasmussen kan vende retur til FC Nordsjælland og gøre sig klar til det vigtige mesterskabsspil i Alka Superligaen mod Lyngby fredag kl. 20.15 hjemme i Right to Dream Park.