Ingvartsen skal med A-landsholdet til Rumænien

Kategorier

Marcus Ingvartsen er kåret som Årets U/21 profil og rykker nu op i A-landsholdstruppen.

Foto: Boesenfoto.dk

FCN-topscorer Marcus Ingvartsen forlader U/21 landsholdstruppen i Spanien for at hjælpe Danmarks A-landshold i Rumænien søndag aften.

Marcus Ingvartsen blev i dag efterudtaget Danmarks meget vigtige VM-kvalifikationskamp i Cluj søndag kl. 20.15. A-landsholdets træner, Aage Hareide, må se bort fra både Kasper Dolberg og Nicolai Jørgensen på grund af skader og har derfor hasteindkaldt FC Nordsjællands topscorer Marcus Ingvartsen, der har nettet 14 gange i Superligaen og været suveræn topscorer for Danmarks succesrige U/21 landshold.

Marcus Ingvartsen er i øjeblikket i Spanien, hvor Danmarks U/21 landshold i morgen spiller en testkamp i Murcia mod Spanien. Han flyver straks i dag til München for at tilslutte sig A-landsholdstruppen, der er samlet i Sydtyskland til de sidste forberedelser.

Hvis Marcus Ingvartsen kommer på banen søndag aften i Rumænien vil det være debut på A-landsholdet for den kun 21-årige FCN-spiller. Han har dog gode erfaringer fra netop det sted, for Marcus Ingvartsen scorede to gange for Danmarks U/21 landshold i 3-1 sejren i Rumænien på vejen mod den suveræne gruppesejr og billet til sommerens EM-slutrunde i Polen.