Danmarks U/21 testes på højeste plan

Kategorier

Andreas Maxsø får sikkert en travl aften mod Spanien med Danmarks succesrige U/21 landshold.

Andreas Maxsø og Emiliano Marcondes kan i aften se frem til en vanskelig opgave i Murcia mod Spanien.

Danmarks U/21 landshold gik ubesejret igennem hele EM-kvalifikationen og forbereder sig nu til sommerens EM-slutrunde i Polen med to testkampe på allerhøjeste niveau.

I aften kl. 19.30 spiller Danmark med FCN-spillerne Andreas Maxsø og Emiliano Marcondes mod Spanien i den spanske by Murcia. Kan vises live på 6’eren. Og mandag kl. 19.00 spiller holdet den sidste testkamp hjemme på Randers stadion mod England.

Egentlig havde FCN også topscorer Marcus Ingvartsen som fast mand i front på Danmarks U/21 landshold, men han blev i går kaldt op til A-landsholdstruppen, der spiller en meget afgørende VM-kvalifikationskamp i Rumænien søndag aften. et kan blive Marcus Ingvartsens debut på A-landsholdet.

FCN har også tre spillere afsted med Danmarks U/20 landshold, der deltager i en miniturnering i Marbella i Spanien. Det er Andreas Skovgaard, Mads “Mini” Pedersen og Mathias Jensen, der er med på U/20 landsholdet, som fredag kl. 18.15 møder Tjekkiet og mandag kl. 13.00 spiller mod Rumænien, og begge kampe spilles i Marbella.

Udover disse seks spillere fra Superligatruppen på danske landshold, er også Mathias Rasmussen i national tjeneste med Norges U/21 landshold.

Det er ikke kun seniorerne, der kan se frem til landskampe. Også Danmarks U/17 landshold skal i aktion i starten af april med to venskabskampe på udebane mod Rumænien. Kampene spilles 4. og 6. april, og her har FCN Nikolai Frederiksen med i truppen.