Vinterferie med fodbold på FCN Camp

Kategorier

Marius og Niklas har lært mange nye ting på FCN Camp i Right to Dream Park.

50 drenge årgang 05 og 06 nyder vinterferien med sjov træning, nye tricks og højt humør i Right to Dream Park.

Der er gang i den på banen i Right to Dream Park i disse dage. Her i de første tre dage af vinterferien indtager en flok på 50 drenge i alderen 11 og 12 år stadionbanen før og efter Superligaspillernes træning.

Fire gange hver dag er de unge fodboldspillere på FCN Camp 2017 på banen, og der er højt humør, så snart de slippes løs under ledelse af en stribe trænere fra FCN Akademi.

– Det er drenge fra en række forskellige klubber, der har meldt sig til denne camp, og de går virkelig op i det. Jeg synes, der er et højt sportsligt niveau, og alle viser stor entusiasme. Det er blevet en fast tradition med sådan en camp både i vinterferien og efterårsferien, siger Rene Klok, der U/13 chefscout og ansvarlig for specifiktræningen i FCN.

Rene Klok har stået for de mange FCN Camps i seks år og har mange dygtige hjælpere ved den intense træning, hvor deltagerne er opdelt i mange mindre grupper, så der kommer ekstra fokus på hver enkelt spiller. Og drengene nyder det tydeligvis:

Marius på 11 år siger:

– Det er mega sjovt, og jeg har fået mange ting ud af det allerede. Jeg har lært en række nye finter, og så er jeg blevet bedre til nogle af de ting, jeg godt kendte i forvejen.

Han bliver straks suppleret af Niklas på 12 år:

– Vi lærer også helt nye spillemetoder, og så lærer vi en masse om vigtigheden af timing. Jeg er også blevet bedre til hovedstød.

Begge de to drenge spiller til daglig i Farum Boldklub, men langt de fleste af deltagerne i denne FCN Camp kommer fra klubber udefra, mest fra samarbejdsklubber, hvor de har tilmeldt sig efter at have set opslaget, fortæller Rene Klok.

FCN Camp slutter i morgen sidst på dagen, men alle deltagerne er inviteret til også at slutte vinterferien af i Right to Dream Park med billetter til Superligapremieren FCN-Lyngby på fredag kl. 18. Det glæder de sig også til sammen med forældrene.

Se her lidt billeder fra eftermiddagstræningen i høj sol: