Ungt FCN-hold spillede uafgjort med Legia

Kategorier

Mathias Rasmussen bragte FCN foran 1-0.

Boesenfoto.dk

Mathias Rasmussen bragte FC Nordsjælland foran på et flot mål, men de polske mestre fik midt i 2. halvleg udlignet til 1-1 i en rigtig god træningskamp.

Kun to dage efter at have spillet mod Vålerenga var der skiftet helt ud på FC Nordsjællands hold, hvor de helt unge i truppen indtog startopstillingen mod Polens mestre fra Legia Warszawa. Og det gjorde de godt med en 3-4-3 formation som udgangspunkt.

FC Nordsjællands unge drenge startede kampen godt, og Jakob Johansson var tæt på at få tacklet bolden i mål efter fem minutters spil. Det på papiret stærke Legia-mandskab startede lidt afventende og lod FCN have initiativet, men polakkerne var hele tiden klar til hurtige angreb, når de erobrede bolden.

Martin Frese og Ernest Asante var ved at spille sig igennem midt i halvlegen men blev stoppet i sidste øjeblik. Og i stedet måtte Alex Runarsson i FCN-målet lidt senere diske op med en stor redning for at holde nullet. Mod halvlegens slutning havde både Martin Frese og Adnan Mohammad gode forsøg, men det blev ved 0-0 til pausen.

FCN kom godt ud til 2. halvleg med målmand Peter Vindahl Jensen og Daniel Skov som nye spillere på banen. Og i det 53. minut gik Mathias Rasmussen solo fra midten af banen og efter et hurtigt rush gennem hele forsvaret, sparkede den unge nordmand iskoldt bolden ind til 1-0 fra kanten af straffesparksfeltet. Og lidt efter var han tæt på at øge føringen, men da røg afslutningen i sidenettet.

I stedet fik Legia Warszawa udlignet til 1-1 midt i 2. halvleg efter et mønsterangreb, hvor polakkerne spillede sig helt igennem til en sikker afslutning. Resten af kampen bød ikke på de store målchancer. FCN var nærgående mod slutningen med et par gode indlæg fra Karlo Bartolec, men Legia forsvarede sig godt.

Med sejren på 2-1 over norske Vålerenga onsdag og dagens 1-1 kamp mod de polske mestre er FCN altså ubesejret under træningslejren på La Manga før den sidste kamp, der spilles mod svenske Kalmar mandag aften 18.30.

Matchfacts:

Træningskamp fredag 3. februar kl. 18.00 på La Manga i Spanien

Legia Warszawa-FC Nordsjælland 1-1 (0-0)
Mål: 53. minut 0-1 Mathias Rasmussen. 70. minut 1-1.

FC Nordsjællands startopstilling i en 3-4-3 formation:
Alex Runarsson
Viktor Tranberg, Pascal Gregor, Abdul Mumin
Martin Frese, Victor Nelsson, Mathias Rasmussen, Benjamin Lund
Ernest Asante, Jakob Johansson, Adnan Mohammad

FC Nordsjællands opstilling fra 2. halvlegs start:
Peter Vindahl Jensen
Viktor Tranberg, Abdul Mumin, Benjamin Lund
Martin Frese, Victor Nelsson, Mathias Rasmussen, Daniel Skov
Ernest Asante, Jakob Johansson, Adnan Mohammad

Indskiftninger i 2. halvleg:
60. minut: Souheib Dhaflaoui for Ernest Asante
60. minut: Karlo Bartolec for Jakob Johansson
77. minut: Emiliano Marcondes for Martin Frese