FCN havde igen godt fat i løvemanken

Kategorier

Målmand Alex Runarsson reddede FCN i flere prekære situationer.

Efter en chancefattig 1. halvleg kom FCN stærkt ud til 2. halvleg og bragte sig foran 1-0 på mål af Emiliano Marcondes, men desværre fik FCK kort efter udlignet til 1-1, som også blev kampens facit.

Selv om FCK lige nu rangerer som Skandinaviens stærkeste mandskab har løverne det altid svært i Right to Dream Park, hvor de ikke har vundet i fire år. Og det gjorde de heller ikke denne gang, selv om FC Nordsjælland har grund til at være mest tilfreds med 1-1 resultatet.

Det var FCK, der skabte de fleste målchancer og i perioder trykkede på mod FCN-målet, hvor keeper Alex Runarsson kom i vejen for en masse. Alligevel var det FCN, der scorede først, og med målet til 1-0 ved Emiliano Marcondes i det 55. minut for en kort stund fik skabt mulighed for at ryste gæsterne for alvor.

Desværre holdt tigrene ikke fast i løvemanken og forærede allerede to minutter efter FCK en udligning til 1-1 ved Federico Santander. Herefter var FCK tilbage i rollen som den styrende part, og mod slutningen af kampen måtte Alex Runarsson i målet præstere et par pragtredninger for at holde det uafgjorte resultat. FCK blev lidt sårbar for kontraspil, men FCN forstod ikke at udnytte de åbninger, der blev i de sidste ti minutter.

Kampen startede meget som en stillingskrig, og i de første 25 minutter levnede ingen af holdene plads til åbne målchancer. Midt i 1. halvleg måtte FCN udskifte en skadet Pascal Gregor i centerforsvaret med Andreas Skovgaard, og det fosøgte FCK straks at udnytte med flere høje indlæg i feltet.

Men heldigvis var FCK ikke skarp i afslutningerne, og Andreas Maxsø ekspederede rigtig meget væk i luftspillet. Pavlovic brændte en stor chance, og lidt efter fik Skovgaard blokeret i sidste øjeblik foran Santander. Kort før pausen kom Rasmus Falk fri til skud, men her diskede Alex Runarsson op med en super fodparade.

Straks fra 2. halvlegs start var det som om, der kom mere vilje i FCN-offensiven. Godsway Donyoh affyrede et varselsskud efter flot opspil, og kort efter endte et nyt godt FCN-angreb med en scoring, som desværre blev annulleret for en hårfin offside. Godsway spillede smart en giftig flad aflevering, som Marcus Ingvartsen med hælen lagde videre til Emiliano Marcondes, det nettede men i en position nogle få centimeter på den forkerte side af offside grænsen.

Men i det 55. minut lykkedes det for tigrene at passere Robin Olsen i FCK-målet. Han kunne kun parere et langskud fra Stanislav Lobotka, og så var Emiliano Marcondes hurtigst over riposten og scorede til 1-0. Det burde have givet ro på FCN-opspillet, men tværtimod blev de næste minutter præget af nervøst spil og for mange fejlpasninger.

Den ene af disse serverede bolden for fødderne af Rasmus Falk, som spillede Santander fri til 1-1 udligningen. Og så var de to hold lige vidt. FCN blev i det sidste kvarter presset langt tilbage på banen, og FCK forsøgte med mange høje indlæg. Santander slap helt fri tæt under mål på en tilfældighed, men Alex Runarsson klarede med en refleksredning.

Så facit blev 1-1, og dermed har FCK fortsat ikke forladt Right to Dream Park med en sejr i fire år. For FC Nordsjælland var det et hårdt tilkæmpet point, som altid vil være brugbart uanset hvilket af slutspillene, FCN havner i.

Næste opgave er udekamp mod Brøndby på søndag.

Se kampstatistik HER

Se matchfacts HER