Mtiliga: Det bliver som en finale hver gang

Kategorier

FC Nordsjællands 36-årige anfører, Patrick Mtiliga, er igen klar til at vise vej.

FC Nordsjællands anfører, Patrick Mtiliga, ser frem til forårspremieren mod Lyngby og et vildt spændende udskilningsløb med den nye struktur.

Konsekvensen af den nye struktur i Alka Superligaen får vi først for alvor at se i dette forår, som splittes op i flere dele. Først gælder det de fem sidste runder af grundspillet, hvor holdene kæmper om at positionere sig bedst muligt enten til medaljeslutspillet eller de to kvalifikationsgrupper. Og derefter følger for otte hold nogle knald eller fald kampe.

FC Nordsjællands anfører Patrick Mtiliga glæder sig til de nye udfordringer:

– Vi skal stadig holde fokus på én kamp af gangen, men det kan hurtigt blive som en finale hver gang. Allerede den første kamp mod Lyngby føles som en slags finale for vores muligheder for at komme i medaljeslutspillet. Og vinder vi den, er den næste kamp også en finale.

– Det bliver spændende, og selv om vi har en meget ung trup, er den forholdsvis erfaren på antallet af kampe. Kan vi holde truppen nogenlunde skadesfri, ser jeg gode muligheder. I sidste halvdel af efteråret så vi klare forbedringer af holdet, og det har vi også set fortsætte i de seneste træningskampe.

– Men turnering er noget helt andet. Mange faktorer spiller ind, når der står vigtige point på spil. Vi kan havne i en situation, hvor der kommer et stort pres på holdet, og så ved man ikke rigtig, hvordan det reagerer. Men jeg er sikker på, at holdet har kvaliteterne til også at klare sådan en udfordring, lyder det fra 36-årige Patrick Mtiliga.

For FCN-anføreren er der næsten også tale om en ny start, da hele 2016 blev smadret af skader. Det blev kun til tre kampe i alt sidste år, men nu har Patrick Mtiliga været fuldt ud med i hele opstarten og har vist god form i træningskampene:

– Rent mentalt har det været rart, at vi har spillet så mange træningskampe, så jeg har kunnet vænne mig til kamptempo igen. Der mangler stadig lidt i at nå helt op, men det er ikke så mærkeligt efter et års skadespause.

– Vi har kunnet fortsætte med næsten samme trup, og vi har haft tid til at prøve alternative formationer. Det har vi leget med før, men først nu er det begyndt at virke. 3-4-3 systemet har fungeret for os i flere træningskampe, for alle er ved at have lært, hvad der kræves i det system.

– Der er blevet masser af spilletid til hele truppen, og jeg synes, der er mange, der byder sig til i kampen om pladserne. Nu gælder det bare om, at vi alle giver den en ekstra skalle og starter med en sejr over Lyngby, siger Patrick Mtiliga, der står noteret for 142 kampe for FCN.

Køb billet til forårspremieren i morgen fredag kl. 18 i Right to Dream Park HER