Hjulmand: Det skal være svært at vælge

Kategorier

Søndag spiller FCN hjemme i Right to Dream Park de sidste to træningskampe inden forårspremieren, og cheftræneren ser frem til en fysisk test af sine spillere.

Nu er der mindre end en uge til der fløjtes op i Right to Dream Park til forårspremieren mod Lyngby fredag 17. februar kl. 18.00. FCN har forberedt sig meget grundigt, og efter tre hårde træningskampe under turen til La Manga i Spanien, venter nu en sidste test i morgen søndag for hele truppen.

FC Nordsjælland byder kl. 15.00 velkommen til svenske Elfsborg, og 17.30 spiller FCN første kamp i Reserveholdsturneringen mod FCK. Begge kampe spilles i Right to Dream Park, og der er gratis adgang for alle, der har lyst til at få lidt frisk luft og til at se, hvor trimmet FCN-spillerne er til sæsonstarten.

FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand, er glad for at slutte serien af træningskampe mod to stærke hold:

– Det gode ved at have to sammenhængende kampe på den her måde er, at vi har mulighed for at strække spilletiden til mange spillere i truppen. De kan alle blive testet fysisk, for indskiftede spillere kan fortsætte i næste kamp. Og de får alle tid til at vise og præstere noget.

– Det er fantastisk med sådan to testkampe, så vi kan se, hvad den enkelte spillers fysik rækker til. De må vise, hvad de kan, og der vil også være nogle i spil til startopstillingen, selv om de først starter i anden kamp.

– Jeg ser frem til et forår, hvor det er helt afgørende, at der er stor konkurrence om pladserne. Der skal præsteres hele tiden, og det skal være svært for træneren at vælge hold, siger Kasper Hjulmand, der også har fået flere muligheder, idet træningslejren er blevet brugt til at indøve alternative spilsystemer, som har fungeret godt.