Følg den sidste afpudsning af kampformen

Kategorier

Andreas Maxsø i aktion mod Kalmar.

FCN spiller søndag kl. 15 sidste træningskamp mod Elfsborg i Right to Dream Park, og samme sted er der umiddelbart efter kl. 17.30 reserveholdskamp mod FCK

Nu er der kun godt en uge til foråret i Alka Superligaen fløjtes i gang med lokalbraget FCN-Lyngby fredag 17. februar kl. 18, og alle fans kan godt glæde sig til kampen om vigtige point i Right to Dream Park. Det bliver et vildt spændende forår, hvor den nye turneringsstruktur skal stå sin prøve. Køb din billet til kampen HER.

FC Nordsjællands spillere er netop vendt retur fra en særdeles vellykket træningslejr på La Manga i Sydspanien. Den bød på ideelle træningsbetingelser og tre gode kampe mod stærke modstandere. FCN fik vist, at formen er ved at være der, og at holdet fungerer i flere forskellige formationer og med en stor bredde i spillerstaben. FCN fik to sejre over Vålerenga og Kalmar samt en uafgjort kamp mod Legia Warszawa med sig hjem i bagagen.

Og nu skal formen så have den sidste afpudsning under hjemlige himmelstrøg og helt andre temperaturer. Den sidste kamptest bliver på søndag hjemme mod svenske Elfsborg kl. 15.00. Så tag noget varmt tøj på og kom en tur i Right to Dream Park.

Der bliver masser af fodbold, for efter Superligaholdets træningskamp mod Elfsborg, er der samme sted kl. 17.30 kamp for reserverne mod FCK. Det er den første officielle kamp i dette forår i Reserveholdsturneringen, hvor de bedste fra hver af de tre geografisk opdelte grupper i efteråret her i foråret spiller videre i reserveholdenes medaljeslutspil. Her er FCN og FCK vinderne fra øatkredsen, mens de øvrige klubber er FCM, OB, Silkeborg, Viborg og Esbjerg. Se hele programmet for Reserveholdsturneringen HER.

Hvis man ikke har mulighed for at komme i Right to Dream Park på søndag, kan man alligevel følge kampen mod Elfsborg, da den vil blive livestreamet. Linket til livestream vil blive bragt her på fcn.dk samt FC Nordsjællands facebook og twitter kort før kampstart.