Flot offensiv i en lovende generalprøve

Kategorier

Emiliano Marcondes sparker bolden i kassen til 2-1.

FCN pudsede formen af med en alt for lille 4-3 sejr over Elfsborg, og indsatsen styrker selvtilliden før forårspremieen på fredag kl. 18 mod Lyngby i Right to Dream Park.

Sejrscifrene på 4-3 var ganske misvisende i forhold til kampforløbet, for FCN var så totalt dominerende i næsten alle faser af kampen, at en sejren burde have været langt større. Men trods chancer til mange flere mål kunne FCN glæde sig over generalprøven til forårspremieren i Alka Superligaen om kun fem dage.

De gode træningskampe på La Manga blev fulgt op under danske temperaturer i Right to Dream Park med endnu en sejr og bedst af alt en klar understregning af, at holdet hele tiden udvikler sig og bliver bedre på en række parametre. FCN fik igen vist, at holdet magter både den vante 4-3-3 formation og alternativet 3-4-3 på en måde, så der kan veksles frit alt efter, hvordan kampene udvikler sig.

En sprudlende offensiv og et genpres, der ofte sad lige i skabet, kendetegnede både 1. halvleg i 4-3-3 og 2. halvleg i 3-4-3 formationen. Tigrene erobrede igen og igen bolden højt på banen, og med opfindsomt, flydende angrebsspil kom FCN til rigtig mange målchancer. Eneste minus var som så ofte før, at effektiviteten ikke helt står mål med kreativiteten. Med lidt større skarphed foran Kevin Stuhr Ellegaard i det svenske mål, var det blev en kæmpe øretæve til Elfsborg.

FC Nordsjællands defensiv fungerede også ganske godt og så det meste af tiden vældig solid ud. De svenske gæster blev ikke levnet mange muligheder fremadrettet, men til gengæld var de ekstremt dygtige til at udnytte de få, de fik. Elfsborgs spillere var ekstremt effektive de få gange, de fik spillet sig ud af presset, og derfor måtte FCN slide hårdt for sejren til sidst.

Marcus Ingvartsen scorede sejrsmålet sidst på La Manga i 1-0 sejren over Kalmar, og FCN-topscoreren fulgte op med endnu en træffet til 1-0 mod Elfsborg efter kun 7 minutters spil, hvor han tæmmede et indlæg fra Tobias Mikkelsen og sparkede bolden i kassen via indersiden af stolpen. Han havde chancen for at øge lidt senere på en sukkerbold fra Mathias Jensen, der sammen med Stanislav Lobotka og Emiliano Marcondes serverede mange lækkerier fra midtbanen.

Men Ingvartsens afslutning reddede Kevin Stuhr, og i stedet blev det 1-1 midt i 1. halvleg på et godt skud i det korte hjørne af Daniel Gustavsson. Emiliano Marcondes burde have bragt FCN i front igen på et frit hovedstød på indlæg fra Ernest Asante, men han headede lige på keeperen. Kort efter tog Emiliano dog revanche og sparkede i kassen til 2-1 på endnu et præcist indlæg fra Asante.

Fra 2. halvlegs start lagde FCN et endnu højere pres på Elfborg med et skifte til 3-4-3, og indskiftede Mads “Mini” Pedersen serverede i 49. minut for fødderne af Tobias Mikkelsen, der kunne prikke bolden i nettet til 3-1. Det lignede optakten til en storsejr, men i stedet kom Elfsborg bemærkelsesværdigt og helt unødvendigt tilbage i kampen med to hurtige mål efter en times spil til 3-3 udligning.

Det fik FCN til at sætte endnu mere tryk på, men de svenske gæster slap med skrækken i lang tid, selv om bolden konstant var i deres straffesparksfelt. Først i det 88. minut kom det fortjente sejrsmål, da Lobotka smart løftede bolden frem til Marcus Ingvartsen, som tæmmede bolden og med stort overblik skubbede den på tværs til Godsway Donyoh, det havde let ved at sparke sejrsmålet ind.

Nu er det slut med forberedelse og træningskampe. På fredag kl. 18 gælder det vigtige point i Right to Dream Park i lokalbraget mod Lyngby, og der er nærmest garanti for mange mål med den offensiv, FCN viste mod Elfsborg. Så kom og vær med fra forårets første fløjt. Køb din billet HER.

Matchfacts fra træningskamp i Right to Dream Park søndag 12. februar:
FCN-Elfsborg 4-3 (2-1)
Mål: 7. minut 1-0 Marcus Ingvartsen. 24. minut 1-1 Daniel Gustavsson. 36. minut 3-1 Emiliano Marcondes. 59. minut 3-2 Jesper Carlsson. 63. minut 3-3 Alex Dyer. 88. minut 4-3 Godsway Donyoh.

FC Nordsjællands startopstilling i 4-3-3:

Alex Runarsson
Karlo Bartolec, Pascal Gregor, Andreas Maxsø, Patrick Mtiliga.
Mathias Jensen, Emiliano Marcondes, Stanislav Lobotka.
Ernest Asante, Marcus Ingvartsen, Tobias Mikkelsen.

FC Nordsjællands opstilling fra 2. halvlegs start i 3-4-3:

Alex Runarsson
Pascal Gregor, Andreas Maxsø, Patrick Mtiliga.
Karlo Bartolec, Mathias Jensen, Stanislav Lobotka. Mads “Mini” Pedersen.
Godsway Donyoh, Marcus Ingvartsen, Tobias Mikkelsen (ind i 68. minut Emiliano Marcondes).