CV: Transfervinduet har været godt for os

Kategorier

Patrick da Silva kom til FCN i januar og har arbejdet hårdt med genoptræning efter en alvorlig skade lige siden.

– Det var et stort mål for os at sikre stabilitet i den unge FCN-trup ved at holde fast i alle nøglespillerne, og det er lykkedes, siger FC Nordsjællands sportschef.

Mange har forgæves spejdet efter handler med FC Nordsjælland indblandet i dette transfervindue, men modsat de forgående vinduer er dette nu lukket ganske stille og med kun få justeringer i truppen. Og det er et ønskescenario for FCN, fastslår sportschef Carsten V. Jensen:

– Vi har fastholdt vores trup, som vi gerne vil have den til videreudvikling med kontinuitet over længere tid. Vi har i Patrick da Silva fået en stærk spiller ind med henblik på fremtiden, og vi har fået justeret lidt i udkanten af truppen.

– Alt i alt et stille transfervindue, som vi ønskede det, og derfor en god oplevelse for FC Nordsjælland. Vi har i de seneste år haft en stor udskiftning i Superligatruppen, men nu er det muligt for vores stærke trænerteam at arbejde videre med den samme trup over længere tid. Og alle spillerne er blevet mere erfarne.

– Vi har en meget ung og talentfuld trup, og her ved nytår havde hver spiller i gennemsnit kun været i FCN-truppen i godt halvandet år. Det er meget lidt, da al statistik siger, at en trup helst skal have mindst tre år sammen for at kunne toppræstere.

– Det, vi har præsteret hidtil med den unge trup, viser, at vi er på rette vej, og ved at holde sammen på truppen vil vi sandsynligvis se et endnu stærkere FCN-mandskab i fremtiden, lyder det fra FC Nordsjællands sportschef Carsten V. Jensen som evaluering på det nu lukkede transfervindue.

Der kan dog stadig komme justeringer, da både det norske og svenske transfervindue står åben helt frem til 31. marts.

Status for FCN i januars transfervindue:

Nye spillere i truppen:
Patrick da Silva, fra Brøndby (kontraktfri fra oktober 2016)
Souheib Dhaflaoui, retur fra udlejning til FC Helsingør
Zackarias Faour, leje fra Manchester City, primært U/19 truppen
Farvel til to spillere:
Divine Naah, lejeaftale fra Manchester City ophævet
Dominic Oduro, til Seattle Sounders