Mtiliga: Det giver god kamptræning

Kategorier

Kun tre kampe blev det til for Patrick Mtiliga i efteråret på grund af skader.

FCN-anfører Patrick Mtiliga kan bruge de mange træningskampe til at komme i kampform efter sin lange skadespause

FC Nordsjælland har i denne sæsonoptakt valgt at spille nogle flere træningskampe end normalt før træningslejren, der i år går til La Manga i Sydspanien fra søndag 29. januar til tirsdag 7. februar.

FCN har allerede spillet to træningskampe mod Hansa Rostock og B 93, og i morgen kl. 14.00 kommer 1. divisionsholdet fra Helsingør på besøg i Right to Dream Park.

Anfører Patrick Mtiliga var skadet det meste af efteråret, men han kan glæde sig over at være med igen for fuldt tryk ved træningen i denne forårsoptakt. Han fik en halvleg i tirsdags mod B 93 og er frisk til at spille igen mod Helsingør:

– De mange træningskampe er en god måde at få hele truppen i spil, og til at få testet mange kamprelaterede situationer. Det giver gode kampminutter i benene, og for mig var det meget passende med en halvleg i tirsdags.

– Jeg kan træne med fuldt ud, men efter skadespausen er det vigtigt, at dosere træningen og kamptiden rigtigt. Jeg skal nok ramme formen til sæsonstart.

– Det er jo ikke resultaterne i træningskampene, der er det vigtige. Vi kan bruge dem til at prøve ting af. Det er til den første turneringskamp, vi skal peake. Vi skal bruge træningskampene til at eksperimentere lidt og forbedre os.

– Vi er næsten samme trup som i efteråret, og det skulle give en fordel med automatismer i spillet, men det har det ikke rigtigt gjort i de første par kampe med meget blandede hold. Indsatsen mod B 93 var bestemt ikke god nok. Den kan vi ikke være tilfredse med, og det skal være meget bedre mod Helsingør, siger Patrick Mtiliga.

Inden han kom til FC Nordsjælland i august 2009, spillede han for Malaga i den spanske La Liga, og Patrick Mtiliga glæder sig til træningslejren under varmere himmelstrøg:

– Det bliver godt at komme en tur til Spanien på den her årstid. Det vigtigt både fysisk for kroppen, men også mentalt, og så betyder det også meget, at vi får noget træningstid på græsbaner, før det går løs om vigtige point i turneringen, siger Patrick Mtiliga med tanke for de svære udekampe, der også venter i foråret.