Første træningsdag med højt humør

Kategorier

Trods kulde og den barske bip-test var gensynsglæden stor, da FCN-truppen samledes i dag. Se og hør glimt fra årets første træning

Traditionen tro bød første træningsdag i Right to Dream Park på den for mange spillere så frygtede bip-test, hvor lungerne blæses ud med løb til man segner. Men hverken den test eller en frygtelig kulde kunne tage humøret fra spillerne i FC Nordsjællands Superligatrup, da de havde årets første træf. Og tydeligt nød at være sammen igen.

Bip-testen fik ikke kun én vinder i år, for Marcus Ingvartsen og Mohammed Fellah må dele titlen, da de alene til sidst også måtte slippe på samme tid.

Fysisk træner Mathias Zangenberg var ganske godt tilfreds med indsatsen:

– Det blev en deler mellem Marcus og Fellah, og nu skal vi have analyseret testen for alle mand. Vi har lavet den lidt om i år, så jeg kan ikke sammenligne resultaterne direkte.

– Testen måler spillernes fysiske niveau, og når vi har analyseret de enkeltes resultater, doseres deres træning efter, hvor meget de mangler for at være fysisk der, hvor de skal være, lyder det fra Mathias Zangenberg.

Mohammed Fellah tog allerede lidt favoritværdighed på sig, før testen startede, og han var glad for at leve op til egne forventninger:

– Jeg har trænet meget her i ferien for at være godt forberedt. Der er kun seks uger til sæsonstart, så det er godt straks at få bekræftet formen og få bonus for ferietræningen. Grundformen er vigtig, og jeg er klar til at arbejde hårdt for at være med på holdet til foråret, siger Mohammed Fellah.

Tobias Mikkelsen var ikke med i slutspurten og meget glad, da testen var slut, men han regner ikke med, at det værste er forbi endnu:

– De næste dages løb bliver sikkert heller ikke sjovere, men når bare der kommer lidt bold med i det, gør det ikke så meget.

Den nye spanske målmandstræner Iñaki Caña Pavon arbejdede allerede på første dag intenst med de tre keepere og var godt tilfreds med deres indsats:

– De er klar til at arbejde hårdt, så det skal nok blive godt, konstaterer Pavon.

Målmand Alex Runarsson skal i morgen med Islands A-landshold til Kina, men han nåede lige at være med i dagens træning med den nye målmandstræner:

– Det var meget anderledes, end vi er vant til, og det var både hårdt og sjovt. Vi var i gang i længere passager af gangen og alle tre målmænd med i aktion samtidigt hele tiden. En spændende ny form.

– I morgen flyver jeg til Amsterdam, hvor jeg mødes med resten af den islandske trup. Vi skal spille to landskampe i Kina, og jeg håber da, at få spilletid i én af kampene, siger Alex Runarsson, der således kan få sin A-landsholdsdebut.

Indy Groothuizen var også glad for at være tilbage og med i målmandstræningen:

– Jeg har holdt juleferie hjemme i Holland ved familien. Det var dejligt, men desværre var jeg syg i over en uge. Heldigvis er jeg helt frisk igen nu og klar til at træne.

Enkelte spillere sluttede efteråret med skader, men cheffysioterapeut Jacob Penalver er optimist:

– Andreas Maxsø har selvtrænet og er klar til at være fuldt ud med i træningen igen allerede nu. Victor Nelsson er også ved at være klar men mangler lidt fysisk endnu. Om en uge eller to, er han helt med igen. Og Karlo Bartolec satser vi på at have klar til træningslejren. Kun Lasse Petry er ude i længere tid, siger Penalver.

Ved dagens træning var der også et enkelt nyt ansigt i spillerstaben, nemlig den kun 17-årige polske midtbanespiller Bartosz Slisz, der træner med hos FCN i den næste uges tid. Han kommer fra klubben ROW 1964 Rybnik.

Se her lidt billeder fra første træningsdag: