Alex skal til Kina med Islands A-landshold

Kategorier

Alex Runarsson kan få sin debut på Islands A-landshold ved China Cup.

FCN starter træningen på torsdag, men en hel stribe spillere fra Superligatruppen skal i januar afsted med forskellige landshold.

Når cheftræner Kasper Hjulmand og resten af FC Nordsjællands trænerteam samler truppen for første gang i det nye år på torsdag kl. 11.00, kan de se frem til en optakt, hvor mange af spillerne hurtigt skal afsted igen i forskellige retninger med diverse landshold.

FCN-keeper Alex Runarsson vil først kunne tilslutte sig klubtræningen efter den 16. januar, da han netop er blevet udtaget til Islands A-landsholdstrup, der på fredag flyver til Kina for at deltage i China Cup 2017, hvor de øvrige deltagende lande udover værtsnationen Kina er Chile og Kroatien.

Der er seks spillere fra Superligaen med i den islandske trup. Truppen rummer tre målmænd, og kommer Alex Runarsson på banen vil det være debut, da han tidligere kun har været i kamp for U/21 landsholdet.

Alex Runarsson glæder sig til udfordringen:

– Det er 3. gang, jeg er udtaget, men kun 2. gang, jeg er med omkring A-landsholdet, da jeg var skadet sidste år. Det bliver rigtig dejligt at komme med og giver god erfaring for mig. Jeg ser virkelig frem til turen til Kina og få set et nyt land og en anden kultur.

– Jeg vil bruge chancen til at vise, hvad jeg og min klub FC Nordsjælland står for, men jeg føler ikke, at jeg skal bevise noget. Kun nyde oplevelsen og prøve at få så meget ud af det som muligt. Så vil de gode præstationer følge med, siger Alex Runarsson.

FCN har også 11 spillere afsted i januar med de forskellige danske U-landshold, 4 spillere på Danmarks U/21 landshold, 4 på U/19 landsholdet, 1 på U/17 og 2 på U/16 landsholdene.

Danmarks U/21 landshold forbereder sig fra den 13. til den 23. til sommerens EM-slutrunde med en træningslejr i Dubai, og her er FCN repræsenteret af Andreas Maxsø, Pascal Gregor, Marcus Ingvartsen og Emiliano Marcondes.

U-landsholdene fra U/16 til U/19 skal alle på træningstur til Cypern i tidsrummet 15. til 23. januar.

FCN har fire mand med på U/19 landsholdet. Fra Superligatruppen er det målmand Peter Vindahl Jensen og Victor Nelsson, begge er årgang 98 og har spillet på U/19 landsholdet tidligere, mens det kan blive til debut for årgang 99 spillerne Andreas Olsen og Nicklas Strunk Jakobsen fra FC Nordsjællands U/19 trup. Der skal spilles tre kampe under opholdet på Cypern.

På Danmarks U/17 landshold er FCN repræsenteret ved Nikolai Frederiksen, årgang 2000, samt på U/16 landsholdet de to årgang 2001 spillere Oliver Villadsen og Oliver Tølbøll Rimmen.

Både U/16 og U/17 landsholdet spiller to kampe under opholdet på Cypern.

Fra den 29. januar og frem til 8. februar tager FC Nordsjælland på træningslejr på La Manga i Spanien, men forinden spilles der tre træningskampe. Den første ude mod Hansa Rostock lørdag 14. januar og derefter hjemme mod B 93 og Helsingør henholdsvis tirsdag 17. januar og fredag 20. januar.