Hattrick banede vej for sejr til U/17

Kategorier

Nikolai Frederiksen er topscorer i U/17 Ligaen med 16 mål.

Foto: Per Kjærbye

Tirsdag aften vandt FCN U/17 3-2 hjemme over AaB, mens det blev til 1-1 mellem de to klubber i U/19 Ligaen.

U/19 Liga: FCN-AaB 1-1 (0-0)
Mål: 62. minut 1-0 Jakob Johansson. 75. minut 1-1 Jonathan Stæhr Larsen.

FC Nordsjælland satte sig straks fra start på spillet og dominerede i hele 1. halvleg. Desværre uden at udnytte de muligheder, der bød sig mod et hårdt fightende gæstemandskab.

Efter pausen fik FCN endelig held med et af de mange gennembrudsforsøg, da Jakob Johansson efter godt en time scorede til 1-0. Det holdt dog ikke, idet gæsterne fik udlignet med et kvarter igen, og FCN måtte registrere et ærgerligt pointtab.

Allerede på lørdag får tigrene dog lejlighed til at rette op på det, når efterårets sidste kamp spilles på udebane i Lyngby kl. 13.00.

U/17 Liga: FCN-AaB 3-2 (2-1)
Mål: 10. minut 0-1 Nicolai Laursen. 16. minut 1-1 Nikolai Frederiksen. 19. minut 2-1 Nikolai Frederiksen. 50. minut 3-1 Nikolai Frederiksen. 62. minut 3-2 Lukas Klitten.

U/17 kom bagud mod AaB efter kun ti minutters spil, men så tog Nikolai Frederiksen fat og vendte kampen med et vaskeægte hattrick. 1-1 efter en omstilling med Mikkel Damsgaard som oplægger og 2-1 inden pausen med et skud helt oppe i krydset. Kort inde i 2. halvleg fuldendte Nikolai Frederiksen sit hattrick, da han afsluttede på en tværbold fra Casper Rytter.

FCN dominerede med bolden, og der var stor intensitet i kampen, men gæsterne fra AaB kom også til målchancer på farlige omstillinger. De pressede på til sidst efter reduceringen til 2-3, og det blev hektisk, da to FCN-spillere, Anton Pedersen og Rasmus From, blev ramt af hjernerystelser. Men på en stor arbejdsindsats blev sejren alligevel kørt hjem.

FCN er nu med helt fremme i toppen af U/17 Ligaen og slutter ligesom U/19 efteråret af i Lyngby på lørdag kl. 15.15.