Godsway: Jeg er ved at kende min rolle

Kategorier

Godsway Donyoh scorede til 1-0 for FCN.

Foto:Getty Images

Den 22-årige ghanesiske angriber har både scoret mange mål og leveret en række gode assist på det seneste.

Godsway Donyoh var én af de første ghanesere fra Right to Dream akademiet, der i foråret kom med i FC Nordsjællands trup. Den første halvsæson blev en vanskelig læreproces for Godsway, der skulle bruge meget tid på at vænne sig til FCN-stilen.

Den første del af den nye sæson blev også meget ind og ud på holdet, men i de seneste ni kampe har den 22-årige angriber bidt sig fast i startopstillingen og for alvor leveret varen som den venstre kantangriber. En uvant position, da Godsway Donyoh tidligere følte sig bedst tilpas centralt eller i højre side.

– Jeg er ved at være vant til positionen nu og har i det hele taget lært min rolle på holdet bedre at kende, takket være stor hjælp fra medspillerne og trænerne. Det er især mine defensive pligter, jeg har skullet lægge på mit spil. Jeg har lært, at det er vigtigt også at komme med tilbage og hjælpe til i defensiven. Og at lade være med at tage for store chancer på den del af banen, siger Godsway Donyoh.

Selv om Godsway har lært også at huske sine defensive bidrag til holdet, er det stadig hans offensive kvaliteter, der falder i øjnene. Han er hurtig og skyder godt, og nu er han tydeligvis også fundet ind i et godt samarbejde med de øvrige angribere i FCN:

– Marcus er meget stærk i boksen, så jeg ved, at han nok skal få noget ud af det, hvis jeg kan ramme ham med mine indlæg. Og jeg ved også, at Asante altid er klar til at løbe på højrekanten, så jeg kigger straks efter, om der er plads til at slå bolden dybt til ham. Jeg synes, vi alle er gode til at motivere hinanden, siger Godsway Donyoh.

Godsway har selv scoret fem mål og været oplægger til fire. Han kommer altid til en del afslutninger, men på det seneste er det blevet til flere assist end scoringer:

– Det har jeg det også fint med, men selvfølgelig skal jeg også gerne selv tilbage på sporet som målscorer igen, siger Godsway.

Kom i Right to Dream Park på søndag kl. 14.00, når FCN tager imod OB og se, om Godsway Donyoh får gang i målscoringen igen. FCN har hentet 13 point i de seneste fem hjemmekampe og kan få sin fjerde hjemmesejr på stribe.

Køb din billet HER