FCN åbner foråret med fredagskamp mod Lyngby

Kategorier

Forårets sidste fem kampe i grundspillet er nu fastsat, og det bliver en fantastisk start hjemme i Right to Dream Park med lokalopgør mod Lyngby fredag 17. februar kl. 18.00.

Gå straks i gang med at krydse af i den nye 2017 kalender, for nu er alle kampe i de resterende fem spillerunder af grundspillet i Alka Superligaen fastsat med kamptidspunkter. For FC Nordsjælland ser kampprogrammet således ud:

Fredag 17/2 kl.18.00 FCN-Lyngby
Søndag 26/2 kl.16.00 FCN-FCK
Søndag 5/3 kl.18.00   Brøndby-FCN
Fredag 10/3 kl.20.15 FCN-Silkeborg
Søndag 19/3 kl.17.00 FC Midtjylland-FCN

Det bliver altså en vildt spændende start, hvor FCN åbner ballet med det meget afgørende lokalopgør mod Lyngby, der har 31 point på 5 .pladsen og er et af de hold, FCN med 25 point jagter i kampen for at nå op i top 6.

Kan FCN starte foråret med at halvere afstanden op til Lyngby vil der for alvor være tændt op for spændingen, så der er virkelig grund til at komme i Right to Dream Park og støtte tigrene.

Herefter følger endnu et brag på hjemmebane for FCN, når FCK kommer på besøg søndag 26. februar kl. 16.00. Den kamp samler altid et stort publikum med masser af stemning i Right to Dream Park. Så vær klar, når der efter nytår åbnes for billetsalget.

I grundspillets tredjesidste spillerunde skal FCN til Brøndby og spille rundens hovedkamp søndag 5. marts kl. 18, og herefter følger FC Nordsjællands sidste hjemmekamp mod Silkeborg. Det bliver også en fredagskamp.

I 26. og sidste spillerunde afvikles alle kampe på samme tid søndag 19. marts kl. 17.00, og her spiller FCN ude mod FC Midtjylland. Herefter er der en kort pause i Alke Superligaen, da den sidste weekend i marts er afsat til landskampe.

Fra april går det løs med det hæsblæsende slutspil, hvor Superligaen deles op i et mesterskabsspil for de seks højst placerede fra grundspillet, mens de resterende otte klubber deles i to grupper. Alle hold får alle point fra grundspillet med sig videre, så hver eneste kamp tæller.