Værd at vide før dagens kamp mod AGF

Kategorier

Jubel efter 4-3 sejren over Viborg.

Boesenfoto.dk

Her er lidt statistiske vinkler på FC Nordsjællands kamp i dag kl. 16.00 hjemme i Right to Dream Park.

Vidste du at…

…FCN og AGF har mødt hinanden 34 gange i Superligaen, og samlet set har FCN 17 sejre, 7 kampe er endt uafgjort og 10 gange har AGF vundet. Kun 14 af kampene er spillet i Right to Dream Park, og her har FCN 8 sejre, mens 3 kampe er endt uafgjort og 3 med sejr til AGF.

…den seneste kamp mod AGF i Right to Dream Park 21. maj i år blev en særdeles målrig affære. FCN førte 3-0 på mål af Joshua John, Andreas Maxsø og Marcus Ingvartsen, inden AGF med en stærk slutspurt fik uafgjort 3-3 på tre mål af Morten Duncan Rasmussen.

…Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte, der døde 8. nov., vil blive mindet umiddelbart før kampstart i dag, og FC Nordsjællands spillere vil bære sørgebind. Der er også opsat en mindeplade for Brixtofte på gavlen af kontorbygningen ved indgang 1.

…FC Nordsjællands tidligere anfører Nicolai Stokholm netop mod AGF scorede sit sidste mål i Superligaen. Det var den 31. marts 2014, dagen før Nicolai Stokholms 38 års fødselsdag, og det gav både en 1-0 sejr og gjorde Stokholm til den ældste målscorer i Superligaen nogensinde.

…dagens dommer, 44-årige Lars Christoffersen, er én af de mest garvede dommere i Alka Superliga. Han er i gang med sin 12. sæson og har hele 168 kampe i bagagen. Han dømte senest FCN i udekampen mod Silkeborg i 12. spillerunde.

…Emiliano Marcondes har brugt masser af timer i hele sin ungdom på at studere Ronaldos sparketeknik på direkte frispark. Det gav bonus, da Emiliano scorede sejrsmålet sidst mod Viborg til 4-3 kort før tid på et dykkende frispark.

…Stanislav Lobotka tirsdag fik debut på Slovakiets A-landshold, og han er dermed spiller nr. 26 på FC Nordsjællands Wall of Fame tavle over spillere, der har repræsenteret FCN på diverse A-landshold verden over.