Koncentration og kynisme bag vigtig sejr

Kategorier

Vild jubel efter endnu en scoring af Emiliano Marcondes.

FC Nordsjælland tog sine chancer og holdt fast. Det gav en hårdt tilkæmpet 3-2 sejr over AGF og dermed lidt mere  nærkontakt til toppen.

Mange mål, drama og knaldhård fight til sidste sekund. Det var ingredienserne i den cocktail publikum i Right to Dream Park fik serveret på en dag, hvor det hele startede med stilhed og hyldest af afdøde Peter Brixtofte.

Og knapt var højtideligheden slut, før det gik løs med et brag. AGF slog til næsten med det samme med scoring til 1-0 i 3. minut, men allerede fire minutter senere havde Emiliano Marcondes bragt balance i regnskabet med lynhurtige Ernest Asante som assist efter flot stikning fra Pascal Gregor.

Og fem minutter før pausen bragte Marcus Ingvartsen FCN foran 2-1 på et glimrende indlæg fra Mads “Mini” Pedersen. Efter godt en time blev det 3-1 til FCN, da AGF-keeper Jovanovic måtte give ripost på et skud fra Emiliano. Asante var hurtigt over bolden og spillede retur ind i feltet, hvor Emiliano headede i mål med sin anden scoring i kampen.

Både spillerne og publikum i Right to Dream Park huskede nok tydeligt forårets kamp, hvor FCN gav gæsterne fra AGF chancen for et comeback i samme situation. Men denne gang fik århusianerne kun lov til at smage på muligheden, da Kasper Junker i det 70. minut fik reduceret til 3-2 på én af de utallige bolde, som hovedstødsstærke Morten “Duncan” flækkede videre.

Modsat forårets kamp, hvor FCN styrede og alligevel sløsede sejren væk, holdt tigrene denne gang fast med knaldhård fight om hver eneste bold. det var langtfra pænt og poleret. Men det var mere effektivt. Koncentration og kynisme lyste ud af alle FCN-spillerne, og det blev fortjent belønnet med tre point.

Og det var en fantastisk vigtig sejr, for det var den direkte duel mellem FCN og AGF om at holde kontakt til toppen for stadig at kunne drømme om en plads i mesterskabsslutspillet. FCN holdt fast i drømmen, men der skal leveres på samme niveau i resten af efteråret for at holde fast.

Det var en kamp, hvor FCN på egen bane blev presset hårdt af et fysisk stærkt AGF-hold, der vandt de fleste nærkampe og holdt bedre fast i bolden. Men tigrene kendte deres besøgelsestid foran det århusianske mål, og de forsvarede sig helhjertet. Igen var målmand Indy Groothuizen også stærk med vigtige redninger.

Lagde du mærke til at…

…at Marcus Ingvartsen med sin scoring nu er oppe på 10 sæsontræffere og dermed igen øverst på topscorerlisten.

…at Ernest Asante med sine to assister nu er oppe på syv måloplæg i sæsonen og dermed topper assistlisten.

…at det var anden hjemmekamp i træk, at Emiliano Marcondes scorede to mål.

…at kampens dommer, Lars Christoffersen, måtte udgå i pausen med en skade og i 2. halvleg blev erstattet af fjerdedommer Peter Munch Larsen.

Hørt på spillergangen:

Anfører Andreas Maxsø har sjældent været i så mange hovedstødsdueller som i dag mod Morten “Duncan”:

– Han er uhyggelig, for han timer så godt. Mange gange, når jeg var i luften kom han ind fra siden og fik mig puffet væk. Det skal jeg arbejde med, for han flækker mange bolde videre på den måde. Derfor er det så vigtigt, at vi står rigtigt til 2. boldene.

– Jeg synes, det var lidt samme kampbillede som sidst mod AGF. I dag var vi heldigvis meget kyniske i vores omstillinger og udnyttede chancerne, men de får lagt et pres med deres lange bolde, så vi ikke rigtig kan få gang i vores småspil. Det bliver for farligt, når vi bliver presset så langt tilbage. Det vigtige var, at vi vandt og nu kan se frem mod nogle flere spændende kampe, sagde Andreas Maxsø.

Godsway Donyoh glædede sig over holdpræstationen:

– Det var en god kamp af hele holdet. Der blev kæmpet så hårdt af alle mand. Det var en dejlig sejr, for vi har det altid svært mod AGF, men i dag holdt vi koncentrationen hele vejen, lød det fra en meget glad Godsway, der havde et par skarpe skud uden at få scoret.

Se kampstatistik HER

Se kampfacts HER