FCN skabte chancerne men fik kun uafgjort

Kategorier

Foto: Getty Images

Marcus Ingvartsen bragte FCN i front med sin 11. sæsontræffer, og med Asantes scoring til 2-1 lignede det en sejr indtil kampens sidste minut, hvor Esbjerg fik udlignet til 2-2.

Stadionuret var på vej på sidste rundtur med 2-1 på måltavlen til FCN, men endnu engang blev en slutfase særdeles kostbar for tigrene, der måtte forlade Blue Water Arena dybt skuffede over den vestjyske udligning til 2-2 efter to unødvendige hjørnespark i slutfasen.

FCN tog til Esbjerg for at følge sidste uges sejr over AGF op med endnu en sejr, og bortset fra en lidt vaklende indledning, havde tigrene også godt fat i kampen og skabte chancer nok til de tre vigtige point. Offensiven var igen giftig, men endnu engang fik modstanderne for lette scoringer, og to kostbare point forsvandt i sidste øjeblik.

Det kan blive rigtig dyrt, når det store regnskab skal gøres op efter grundspillets 26 kampe. FCN har leveret en flot stime på 9 kampe med kun et nederlag, men alt for mange af kampene er endt uafgjort, og derfor er der stadig et godt stykke op til Top 6, der spiller videre i det attraktive medaljeslutspil.

Det kan dog stadig nås. Nu venter to hjemmekampe i ugens løb, mod Horsens på onsdag kl. 18 og mod OB på søndag kl. 14. Hvis de to kampe kan give tigrene seks point, er FCN igen med lige på kanten af Top 6, så kom i Right to Dream Park og hjælp holdet på vej.

FCN scorer masser af mål i øjeblikket, og igen var det topscorer Marcus Ingvartsen, der slog til i det 12. minut på FC Nordsjællands første afslutning med sin 11. sæsontræffer til en 1-0 føring. Målet var resultat af et perfekt indlæg fra Godsway Donyoh efter en præcis stikning fra Stanislav Lobotka.

Scoringen gav FCN mere ro på spillet, og fem minutter efter var det tæt på endnu en FCN-scoring, da Asante blev spillet helt fri af Godsway. Men Esbjergs keeper reddede i fuld længde. Også Ingvartsen fik endnu en stor scoringschance efter et-to spil med Godsway, men her var afslutningen ikke skarp nok.

Selv om FCN til tider sløsede for meget i boldomgangen, skabte tigrene langt de fleste målchancer, men alligevel var Esbjerg tæt på udligning på 1. halvlegs sidste skud, som var et direkte frispark fra Mabil. Det prellede af på indersiden af målstolpen, og tigrene slap med skrækken.

Det gjorde de bare ikke kun fem minutter efter pausen, da alt for mange kiggede fodbold, mens Mabil uhindret slog et indlæg lige i pandebrasken på Robin Söder, der let kunne heade i nettet til 1-1. Så var FCN igen tvunget til at jagte et sejrsmål, og der var flere gange optræk til en forløsende scoring.

Især venstrekanten med en angrebsivrig Mads “Mini” Pedersen og en meget direkte Godsway voldte Esbjerg store kvaler. Opbygningen til 2-1 målet i det 79. minut lignede FC Nordsjællands første scoring. Lobotka sendte Godsway afsted i dybden, og på hans perfekte indlæg kom lynhurtige Ernest Asante først og fik drejet bolden i kassen til 2-1. Assistkongen slog til med sit tredje mål, mens Godsway blev noteret for sin anden flotte assist i kampen.

Det lignede afgørelsen, for Esbjerg havde ikke haft meget at skyde med, men i slutfasen gik der alligevel panik i FCN-defensiven. Bolden blev smidt væk straks efter, at den var erobret, og så fik Esbjerg unødigt presset sig frem til indlæg og hjørnespark i slutfasen.

Først reddede målmand Indy Groothuizen med en fremragende redning, men på det efterfølgende hjørnespark, fik FCN ikke stået imod, og Brent McGrath kunne tæt foran mål dirigere bolden i kassen til 2-2. En forfærdelig knuser for FCN i en kamp, som tigrene burde have vundet.

Men nu gælder det om at ryste skuffelsen af sig og vinde over Horsens hjemme på onsdag. Kom i Right to Dream Park og støt holdet. Der er nærmest garanti for mål og drama.

Hørt på spillergangen:

Emiliano Marcondes ærgrede sin ligesom resten af holdet voldsomt efter slutfløjtet:

– Vi er helt vildt skuffede lige nu. Endnu engang smider vi vigtige point væk lige til allersidst. Rent teknisk er vi ikke i dag på det niveau, vi skal være, og især i 1. halvleg holder vi ikke godt nok fast i bolden.

– Alligevel var vi så tæt på sejren, og de tre point havde lunet så meget. Men nu rykker vi ikke meget opad.

Cheftræner Kasper Hjulmand sagde:

– Det er en kamp, vi skal vinde komfortabelt, men deres mål lige efter pausen var håbløst, og så manglede vi fasthed til sidst. Det er møgirriterende i en kamp, vi skal vinde.

Lagde mærke til…

…at Marcus Ingvartsen scorede i fjerde udekamp i træk mod Silkeborg, AaB, Randers og nu Esbjerg. Dermed tangerer han Bruninho’s klubrekord.

…at Godsway Donyoh udover 5 mål nu også er noteret for i alt 4 måloplæg. Ghanesen var konstant farlig i Esbjerg